Hvad er det, der fylder, når et barn bøvler med mad, krop og vægt?
Noget af det som børn frygter allermest er at føle sig forkerte, og at blive lukket ude af fællesskabet, fordi man er forkert! Det er dét der fylder, fortæller børn i interviews i forbindelse en ny indsats i Kolding Kommune. Og når børn oplever sig forkerte, kan nogle af dem komme til at kæmpe med mad, krop og vægt, eksempelvis i form af overspisning, overvægt og utilfredshed med deres krop:
– For tre år siden blev Social- og Sundhedsområdet i Kolding Kommune opmærksomme og nysgerrige på vores tilgang til mennesker med overvægt. Vi kunne se, at vores indsatser og tilbud ikke hjalp ret meget og derfor skulle der en hel ny tilgang til inden for sundhedsområdet. Vi igangsatte en stor designproces, der resulterede i udviklingen af et meget nytænkende tilbud til voksne, der kæmper med mad, krop og vægt, nemlig forløbet Ligevægt, fortæller Hans Holmer (SF), udvalgsformand for Social- og Sundhedsudvalget, i en pressemeddelelse.
– De voksne der har deltaget i forløbene har oplevet en rigtig god effekt, og jeg havde slet ikke turde drømme om, hvor stor betydning initiativet ville få for borgerne i Kolding Kommune, da Social- og Sundhedsudvalget i sin tid satte dette på dagsordenen, tilføjer han.
Børnenes stemme
– Det er et faktum, at overvægtige børn typisk også bliver overvægtige voksne. Samtidig kan det være svært for børn og unge at føle sig godt tilpas, hvis de føler sig forkert i deres egen krop. Derfor var det naturligt for os at være nysgerrige på, om Ligevægts-tilgangen også kunne give mening overfor børn. Både overfor de børn der vejer for meget, og overfor dem der vejer for lidt, siger Kristina Jørgensen (DF), Udvalgsformand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Hun fortsætter:
– Derfor blev det besluttet at starte et designprojekt kaldet Børn, Unge og Ligevægt, hvor vi sammen med børnene har forsøgt at udarbejde et lignende tilbud, som rammer plet i forhold til, hvad der er meningsfyldt for dem.
Lige nu knokler Sundhedsplejen sammen med andre faggrupper i Kolding Kommune, på at igangsætte de første prøvehandlinger der udspringer af det, man indtil nu har opdaget i designprocessen. Prøvehandlingerne kan eksempelvis være færre vejninger af børn og unge på udvalgte skoler frem til sommerferien – samt udvikling af nye tilbud til både børn og forældre, som kæmper med mad, krop og vægt.
– Som udvalgsformand er det klart, at jeg bliver nysgerrig på skolerne, hvor børnenes hverdag udspiller sig. Og ikke bare i forhold til Sundhedsplejens arbejde på skolerne, som peger på en ny tilgang – men også i forhold til det generelle trivselsarbejde, fordi det hænger så tæt sammen med hvordan børnene har det, deres selvværd og dermed måske også deres forhold til mad, krop og vægt. Og derfor er det så vigtigt, at vi er nysgerrige og insisterer på børnenes stemme, fortæller Kristina Jørgensen.
I følge Formand for Social- og Sundhedsudvalget Hans Holmer, så har Ligevægt ikke kun vist sig at være et projekt, men et helt konkret eksempel på, hvordan man i Kolding Kommune arbejder med visionen Borgerens centrum og Selvværd og Sammenhæng.
– Ligevægt har vist os, at der er behov for et helt nyt sundhedsbegreb, hvor sundhed handler om, hvad der er vigtigt for, at det enkelte menneske oplever at leve et meningsfyldt liv. Vi skal altid blive ved med at være nysgerrige på borgernes oplevelser af de tilbud vi har – og turde tænke og prøve noget helt andet – hvis det er dét, der giver mening for netop dem,” understreger Hans Holmer.