I denne måned kan du møde en af Danmarks største digtere i Kolding.
Du kan møde en af de største digtertalenter i Danmark Søren Ulrik Thomsen i stemningsfulde omgivelser i Kolding, nemlig på Mungo Park.
Søren Ulrik Thomsen vil læse op af tekster fra sin seneste bog, “En hårnål klemt inde bag panelet” fra 2016. Bogen er en blanding af tekster om tiden, der både forsvinder bagud og flygter fremover; reflekterende essays; erindringshistorie; og prosadigte. Efter oplæsningen vil der være mulighed for spørgsmål og kommentarer. Aftenen er arrangeret af Litteratur6000 og Mungo Park Kolding.
Søren Ulrik Thomsen er født 1956 og debuterede som digter med samlingen af storbydigte, “City Slang” i 1981. Siden har han udgivet syv digtsamlinger, to poetikker, debatbøger og essays. Hans digte beskæftiger sig med tilværelsens helt store eksistentielle menneskelige grundvilkår. Gennem årene har han modtaget nogle af de største hæderspriser i dansk litteratur, og i 1995 blev han dels udpeget som medlem af Det danske Akademi, dels kom han på statens livsvarige ydelse. Hans digtning er uomgængelig i dansk litteratur, poetisk, klog og sanselig.
Sidst Søren Ulrik Thomsen var i Kolding var det på Godset, hvor han optrådte med gruppen “Det glemte kvarter”, som har sat musik til en række af hans digte. Det var et samarbejde mellem Litteratur6000 og Jazz6000 der muliggjorde denne oplevelse i 2015.
Søren Ulrik Thomsen kan opleves mandag den 24. september klokken 19 på Mungo Park i Kolding.
Det koster 80 kr. at deltage, men som medlem af Litteratur6000 eller som årskortholder ved Mungo Park kun 50 kr. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via www.litteratur6000kolding.dk.