Kolding Netavis

Lav din bolig klimavenlig og spar penge

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Hvordan kan du lave din bolig klimavenlig og samtidig spare penge på varmeregningen? Det kan du blive klogere på, når Kolding Kommune og Sparenergi.dk inviterer husejere til et webinar om energirenovering.

Det kan virke som en stor og uoverskuelig opgave at energirenovere sit hus. Derfor inviterer energieksperter fra Kolding Kommune og Energistyrelsens rådgivningstjeneste Sparenergi.dk alle husejere i Kolding kommune til et gratis webinar med tips og gode råd til konkrete energitiltag.

– Alle er velkomne til arrangementet, men især husejere med energimærke E, F eller G bør sætte et stort kryds i kalenderen. Energimærke er en skala for boliger, som går fra A til G, hvor G er mindst energivenligt. I boliger med et lavt energimærke er der, som udgangspunkt, et stort potentiale for at lave gode og rentable klimavenlige tiltag, som mindsker det årlige varmeforbrug, fortæller energikoordinator Torsten Zink Sørensen i en pressemeddelelse.

På webinaret kan man også høre nærmere om mulighederne for at søge tilskud til energiforbedringer og Torsten Zink Sørensen fremhæver i øvrigt, at der på webinaret også vil være lejlighed til at stille spørgsmål til eksperterne.

Midt i grøn omstilling

Formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh håber, at der er mange boligejere, der tager i mod tilbuddet om webinaret.

– Vi har for nylig vedtaget en ny bæredygtighedsstrategi med et mål om inden 2030 at sænke CO2-udledningen med 70 procent i forhold til 1990. Hvis vi skal nå det mål, er både små og store indsatser værdifulde. Går man i gang med at energirenovere sin bolig, får både miljøet og pengepungen gavn af indsatsen, siger Birgitte Kragh.

Alle boligejere med energimærke E, F og G har fået en invitation til webinaret direkte i e-boks, men alle boligejere, der vil høre nærmere om energirenovering er velkomne. Der er dog begrænset deltagerantal på maks. 100 efter først til mølle-princippet. Tilmeld dig på kolding.dk her senest den 8. december.

Hvad er et webinar?

Kort fortalt er et webinar det samme som et informationsmøde – bare i en digital form. Undervejs kan du stille spørgsmål til eksperterne fra Kolding Kommune og Energistyrelsens Sparenergi.dk. Det eneste du behøver, er en computer med internetadgang, lyd og eventuelt mikrofon.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel