Kolding Netavis

Landsholdsspillere og toptrænere indvier nye padelbaner

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Der er mulighed for at se opvisningskamp med nogle af landets bedste og modtage gratis undervisning fra selvsamme.

Ægteparret Liv Deleuran-Skjold og Mikkel Christensen er den ene erfarne halvdel af stjerneparaden, der indvier det nye padelanlæg ved Forum Kolding i Bramdrupdam den 30. oktober.

Liv er flerdobbelt dansk mester for damer og i mix i den voksende sportsgren og er normalt del af landsholdet, og padelnørden. Mikkel har været med i periferien af landsholdet og spiller teknisk padel på et højt plan.

Herudover underviser begge og især Liv både nye spillere og garvede via selskabet PadelPerformance.

Har spillet padel i godt seks år

Begge har spillet padel i godt seks år og været med til turneringer i ind- og udland. Senest har de haft en større delegation med på træningslejr i Spanien, hvor de fik specialundervisning flere gange om dagen.

-Udover at vise deres unikke kunnen på banen, kommer Liv og Mikkel efterfølgende til at undervise alle interesserede, som dukker op til åbent hus arrangementet i forbindelse med indvielses-seancen, fortæller Edvard Køhrsen, souschef i SlotssøBadet, der styrer anlægget i Bramdrupdam.

-Man kan helt gratis se padel fra øverste hylde og bagefter selv få lov at prøve under kyndig vejledning af nogle af landets bedste. Det håber vi, mange vil gøre brug af, tilføjer Edvard Køhrsen.

Mikkel og Liv stammer begge fra det sydlige Jylland, men bor i dag i København, hvor padel er et vigtigt element i deres hverdag med mange ugentlige træninger, kampe og undervisning.
Mikkel kommer fra Vejen og Liv oprindelig fra Tønder.

Padel er i vild vækst

-Padel er jo vokset vildt og voldsomt, og vore baner kommer til at supplere de eksisterende indendørs og udendørsbaner rigtig godt. Sporten er interessant for både unge og ældre, alle kan være med. Derfor har vi investeret i banerne, forklarer Køhrsen og fortsætter:

-Padel er nemmere at gå til end eksempelvis tennis og mindre hårdt fysisk end squash, så det appellerer til rigtig mange. Det håber og tror vi også bliver tilfældet i Bramdrupdam.

De to dygtige stjerner spiller opvisningskamp mod to endnu ikke navngivne erfarne spillere kl. 11 og efterfølgende er der undervisning og prøvespil for alle interesserede.

Deltagelse er gratis. Tilmelding er ikke nødvendigt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel