Trekantområdets Brandvæsen blev onsdag aften kaldt til brand i en villa i Kolding. Beboeren fik selv slukket branden.
Onsdag aften ved 18.45-tiden blev Trekantområdets Brandvæsen station Kolding kaldt til brand i en villa på Broagervej i Kolding:
– Der var udbrudt brand i en stikkontakt – der var som sådan ikke brand – men det gav en del røgudvikling, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jesper Brian Jensen, til Kolding Netavis.
Husets beboer – en 45-årig kvinde – fik selv slukket ilden eller overgangen i stikkontakten, oplyser politiet.
Foruden brandvæsnet var der en ambulance samt en patruljebil på stedet. Der blev dog ikke brug for ambulancen:
– Det er helt rutinemæssigt, at der kommer en ambulance, slutter Jesper Brian Jensen.
Politiet oplyser, at dele af villaen er sodskadet.