Kolding Netavis

Kom med på musikalsk rejse tværs gennem musikgenrer

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Kom med på en skøn rejse på tværs af musikalske genrer og generationer, når Emil de Waal sammen med Elith ”Nulle” Nykjær, Gustaf Ljunggren og Dan Hemmer gæster Jazz6000 på Godset i Kolding.

Albummet Vente er det nyeste resultat af et mangeårigt samarbejde mellem trommeslageren Emil de Waal, klarinettisten Elith “Nulle” Nykjær, multimusikeren Gustaf Ljunggren og hammond-organisten Dan Hemmer.

De fire musikere kommer fra forskellige musikalske baggrunde og medbringer hver især elementer af deres personlige historie, når de gæster Jazz6000, hvor de bl.a. vil præsentere numre fra det nye album.

Den garvede trommeslager Emil de Waal er primus motor i projektet. Han har opereret inden for mange forskellige genrer og har spillet med en kongerække af navne i dansk rock-, pop- og jazzmusik – lige fra Bagdad Dagblad, over Old News, Maluba Orchestra, Anne Linnet og Lars HUG til hans eget band Kalaha.

84-årige Elith ”Nulle” Nykjær er en levende legende i dansk jazz. Han begyndte som selvlært musiker i Nyhavn i 60’erne og har – foruden en lang karriere som skuespiller, forfatter, musiker og komponist i DR – spillet i utallige sammenhænge og turneret i både Europa og USA med sit ensemble Nulle & Verdensorkestret.

Repertoiret hos denne meget populære gruppe har også sat sit præg på det nye album Vente.

Multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren er født i Stockholm og bosat i København, hvor han er uddannet som saxofonist. Han blev kendt af et stort dansk TV-publikum, da han var kapelmester i programmet Det Nye Talkshow.

Han har spillet, og indspillet, med en lang række kunstnere, herunder Teitur, Caroline Henderson, C.V. Jørgensen, Thomas Helmig og Sebastian og mange flere. Hammond-organisten Dan Hemmer er bl.a. kendt som den ene halvdel af duoen Lindberg Hemmer Foundation, med den nu afdøde kultfigur Morten Lindberg aka Master Fatman.

Hemmer har spillet med gud og hvermand, indenfor alle genrer, og de senere år har han og saxofonisten Michael Blicher spillet turneret flittigt med den amerikanske funk-trommeslager Steve Gadd.

Bandets frie tilgang til at spille musik, er – sammen med deres elegante blanding af original-kompositioner, skrevet af gruppens egne medlemmer, samt nøje udvalgte og helt personlige fortolkninger af jazz-standarder – med til at give musikken en nostalgisk og samtidig tidløs stemning. Kom med på en skøn rejse på tværs af musikalske genrer og generationer.

Koncerten foregår på Godset lørdag den 2. oktober klokken 20. Dørene åbnes klokken 19.30. Billetter kan købes her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel