Kolding Netavis

Kolding Kommune sætter ny cirkulær retning

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Steven Lasry/Unsplash (Modelfoto)

De næste to år skal Kolding Kommune eksperimentere med nye løsninger inden for den bæredygtige og cirkulære omstilling i initiativet “Cirkulære Byer”.

Hvordan kan man gøre en historisk bykerne mere cirkulær uden at give køb på kulturarven? Hvordan kan byer blive bedre til at genanvende ressourcer i byggeriet? Og hvordan kan en kommune og det lokale erhvervsliv samarbejde om cirkulær omstilling? Det er nogle af de udfordringer, som seks danske kommuner – herunder Kolding Kommune – skal forsøge at løse. Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.

Over de kommende to år bliver Kolding, Fredericia, Fredensborg, København, Odsherred
og Aalborg kommuner en del af et helt nyt udviklingsforløb med titlen Cirkulære Byer, der ledes af Dansk Design Center og Danmarks miljøklynge CLEAN.

Kolding Kommune vil forankre viden om cirkulær økonomi på tværs af kommunens afdelinger og kontorer, bl.a. i relation til større udviklingsprojekter, som f.eks. byens gamle industrihavn.

Projektet er målrettet byer, som har høje ambitioner om at arbejde både systematisk og i praksis med lokale, cirkulære udfordringer – i tæt samarbejde med virksomheder, forskningsmiljøer, borgere og andre danske byer. Over de kommende to år skal de seks udvalgte kommuner tage afsæt i egne lokale handlingsplaner og problemstillinger og får desuden tilknyttet en ekspertrådgiver til deres forløb.

Cirkulært byggeri og bæredygtige handelsgader

Cirkulære Byer favner bredt både geografisk og i forhold til byernes udfordringer. I København vil man bruge forløbet til at styrke genanvendelsen af byggematerialer, navnlig plast, mens man i Odsherred vil udforske byerne Vigs og Asnæs’ potentiale for grøn og cirkulær byfornyelse.

Det skal bl.a. ske gennem partnerskaber med det lokale erhvervsliv og inddragelse af foreninger og kommunens unge, fortæller arkitekt Anne-Marie Steen Hansen fra Center for Erhverv, Plan og Byg.

-Som mange andre kommuner vil vi gerne skabe nyt liv omkring stationsområder og handelsgader, hvor butikslivet ikke er det samme, som det var for 20-30 år siden. Vi er gået ind i projektet, fordi vi gerne vil udvikle områderne på en bæredygtig måde, eksempelvis ved at genanvende elementer fra byrummet på nye måder og indtænke mere bæredygtige transportformer. For os er inddragelse nøglen til at lykkes, og borgerne kommer til at være med i alle led af processen.

I det toårige forløb vil kommunerne blandt andet blive trænet i, hvordan de med udgangspunkt i borgernes behov kan finde cirkulære løsninger på konkrete problemstillinger i samarbejde med private virksomheder. Derudover vil forløbene hjælpe kommunerne med at samarbejde på tværs af forvaltninger, kontorer og kommunegrænser.

Forløbene er bygget op omkring designtænkning, der tilbyder en lang række værktøjer til at løse netop disse udfordringer. Hvert forløb vil munde ud i en prototype på en løsning, der kan testes blandt de relevante brugere.

Realdania støtter Cirkulære Byer

Cirkulære Byer gennemføres med støtte fra den filantropiske forening Realdania, som har stort fokus på cirkulær økonomi – særligt i byggeriet. Her håber projektchef Simon Kofod-Svendsen, at de seks udvalgte kommuner kan inspirere flere byer til at skrue op for de cirkulære løsninger:

-Cirkulær økonomi kan lyde både abstrakt og langt væk fra den kommunale kerneopgave. Men helt konkret handler det om at finde løsninger, der kan give os byer uden affald, hvor alt er designet og bygget i genanvendte materialer, og hvor borgerne let kan dele, leje og bruge ressourcer igen og igen. Det lykkes kun, hvis både borgere, lokale virksomheder og civilsamfund samarbejder – alle sammen aktører, som kommunerne allerede er i tæt dialog og samarbejde med. Derfor kan og skal kommunerne spille en afgørende rolle her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel