Hvad kan vi gøre for klimaet og naturen i Kolding Kommune? Det kan alle nu komme med input til, når der afholdes verdensmåls-event i midtbyen på torvelørdagen den 20. juni.
Under overskriften “Gør Kolding grønnere” bliver der hængt verdensmål op over Rådhuspladsen og samtidig deles der postkort ud, hvor man kan skrive, hvad man synes der skal gøres for klimaet i Kolding. Postkortene bliver hængt op på snore ved Rådhuspladsen og bagefter samlet ind og givet som inspiration til de lokale politikere.
Eventet finder sted på Vestertorv, som i dagens anledning vil være omdannet til en klimalounge. Derfra strækker det sig over mod Nicolai og via Torvegade til Akseltorv, oplyses det i en pressemeddelelse.
På dagen vil der være forskellige oplevelser, hvor man kan blive klogere på klimaet. Food:RE:Formers deler gratis overskudsmad ud og give eksempler på, hvordan man kan mindske madspild. Foreningen Vild med Vilje viser eksempler på, hvor vild Kolding kan blive, hvis vi vil.
Solskin økologisk landbrug vil give eksempler på, hvad lokalt økologisk producerede fødevarer gør af forskel. Repair Café står klar til at reparere ting, der ellers skulle smides ud. Og B5 Have er et Urban Garden Project, hvor du kan dyrke din egen mad og samtidig hjælpe biodiversiteten i byen.
I klimaloungen kan man slappe af i møbler lavet af eleverne fra Hansenberg, mens man skriver et par stikord til, hvad man synes er vigtigst for klimaindsatsen i Kolding.
Det er Radikale Venstre, der har taget initiativ til eventet, som har fokus på bæredygtige lokalsamfund, ansvarligt forbrug og klima. De Radikale ønsker at sætte fart på den grønne omstilling og gøre klima og natur til en drivkraft i udviklingen af Kolding Kommune. Derfor vil de samle borgernes input og overlevere dem som inspiration til byrådet sammen med partiets egne forslag til en fælles grøn plan.
Klimaeventet foregår lørdag fra klokken 9-15.