Klatresporten er i stigende grad populær i Kolding, hvor den skaber rum for nye idrætsnetværk, som mange ifølge en idrætsforsker opsøger.
Koldingenserne er ved at få øjnene op for klatring. På ti år er klatreklubmedlemmerne vokset med 802 procent, fra 41 medlemmer i 2012 til 370 medlemmer i 2021, viser tal fra Danmarks Idrætsforbund. Kolding indtager hermed en 6. plads over danske byer med flest klatreklubmedlemmer.
Flere ser klatring som et alternativ eller supplement til fitness. Det fortæller Martin Petersen, direktør og medejer af klatrekæden Boulders, som planlægger at åbne en Boulders klatrehal i Kolding.
-Klatring er ikke længere kun for ambitiøse idrætsudøvere med bjergbestigning i sigte. I dag findes der mange klatrere i alle aldre, størrelser og livsfaser, som ser sporten som et godt alternativ til fitnesscenteret, siger Martin Petersen.
Fælles problemløsning ryster klatrere sammen
At mange foretrækker klatring frem for fitness, kan forklares med den sociale interaktion og den hjernegymnastik, klatring i højere grad tilbyder. Det forklarer Knud Ryom, der forsker i idrætspsykologi ved Aarhus Universitet.
-Der er sket et skift i tiden, og kroppen skal ikke længere blot have en stærk ydre fremtoning. Den skal også være funktionel og indfri behovet for at blive dygtigere. Det sker i høj grad gennem interaktion med andre på klatrevæggen, hvor fælles problemløsning på tekniske udfordringer motiverer klatrerne og ryster dem sammen.
-Mange holder sig tilbage fra at starte til en holdsport, når de har passeret tyve år, fordi de føler præstationsangst over aldrig at have udført sporten før. Klatring tilbyder den samme holdånd, men her er forventningspresset dæmpet, fordi her er mange nybegyndere i alle aldre og intet krav til at være på samme niveau for at kunne dyrke det sammen, supplerer Martin Petersen.
Klatrehallerne bliver flere
I takt med den stigende interesse for klatring i Danmark vil Boulders udvide med 15 klatrehaller i en række af landets større byer over de næste tre år, heriblandt Kolding.
-Klatring bliver en større og større del af danskernes mentalitet, og vi ønsker at imødekomme behovet for klatrehaller i byer, som endnu ikke har tilstrækkelige klatremuligheder, og hvor efterspørgslen er særligt stor, slutter Martin Petersen.