Kirken har allerede taget imod otte ukrainske familier.
Kirkeibyen i Kolding har taget initiativ til at huse de første flygtninge, som Kolding Kommune finder husly til. Det skete mandag og tirsdag i denne uge, da 20 ukrainske flygtninge ankom til Kolding.
Den første familie, en mor og tre børn, ankom mandag aften. Tirsdag eftermiddag fulgte en større gruppe på 16 personer.
Der har været arbejdet på højtryk de sidste par døgn, siden Kirkeibyen tilbød Kolding Kommune at huse nogle af de flygtninge, der kommer til byen. Nu har kirken taget imod otte familier, som bliver indlogeret i bygningen på Lykkegårdsvej.
-Vi melder os, fordi vi har mennesker på hjerte, og de her mennesker kommer og har nogle særlige behov, hvor vi vil gøre alt for at hjælpe vores kommune og de trængte mennesker, der kommer til byen, fortæller Dina Siegumfeldt, der koordinerer indsatsen i Kirkeibyen.
For et par dage siden skrev hun til kommunen på vegne af kirken og spurgte, hvordan man bedst kunne hjælpe.
-I stedet for at gå i gang med egne initiativer spurgte vi, hvordan vi bedst kunne samarbejde med kommunen. Vi tror på jo på, at sammen kan vi hjælpe flere. Det med medmenneskelighed og næstekærlighed er vi rigtig gode til, og kommunen kan nogle helt andre ting, forklarer Dina Siegumfeldt.
Kommunen ringede tilbage med ønsket om, at Kirkeibyen kunne finde husly til 20 personer, og nu bliver kirken det første sted, kommunen indlogerer ukrainske flygtninge. På få dage har kirken i samarbejde med Euroclass, der er Efterskolen Kildevælds 11. skoleår, og Højskolen Acts Academy skaffet sovepladser og fuld forplejning til de nye gæster.
-De er med på at vise en stor rummelighed og fleksibilitet, så vi kan skabe plads og lave mad til flere. Og i fællesskab kan vi hjælpe ukrainerne på samme måde, som vi ville ønske, at andre hjalp os, hvis vi stod i den situation, siger Dina Siegumfeldt.
Kirkeibyen er en lokal frikirke i Kolding med et stort socialt arbejde med værested, familienetværk og foodbank. Kirken holder til i Kirke- og Kulturcenteret ”Samværket”, som kirken indviede i december 2021.