Kolding Netavis

Jorden rundt på 80 dage

Elo Christoffersen

Nu kan du opleve den gamle fortælling “Jorden rundt på 80 dage” i en opdateret version.

Kolding Teaterforening byder på “Jorden rundt på 80 dage”. Her kan man se Jules Vernes gamle fortælling udsat for musik og gags.

Om forestillingen lyder det:

– Det hele foregår særdeles frit efter Klein & Jensens ”Jorden rundt i 80 dage”, som igen var mere end uforskammet frit efter Jules Vernes’ roman. Det er det private arvesølv, der er taget frem til lejligheden, og forestillingen er – også – en hilsen til Jesper Klein. Anderledes kan det ikke være. Jesper Klein og Flemming Jensen spillede forestillingen op mod 200 gange, og samtlige roller blev spillet af de to. Altså to mand om 52 roller. De styrtede ind og ud og skiftede tøj.

– I denne nyskrevne udgave bredes det hele ud i større format, og personalet bliver udvidet, så der nu er fire skuespillere om de 52 roller – både i Paris, Gibraltar, Hong Kong, Port Said, Calcutta, Cairo og Travemünde. Det er alt sammen ret langt væk – selv for en landsdækkende teaterturnè. Den ene af de fire skuespillere er oven i købet kvinde! Hvilket ville have været utænkeligt på Phileas Fogg´s tid – men nødvendigt i 2019, hvis man ikke vil ha´ ballade.

– Det er en aldeles hæsblæsende forestilling. Verdensdelene vil flimre forbi øjnene af de måbende tilskuere, mens vi med denne tour de force er vidner til et af de tidligste udtryk for globalisering. Skønt det er en gammel historie, er den faktisk ualmindelig aktuel og lydhør over for tidens trends. – Og forestillingen er i farver.

Medvirkende i forestillingen er Jacob Morild, Thomas Mørk, Lisbeth Kjærulff, Kim Hammelsvang. Manuskript og instruktion af Flemming Jensen.

“Jorden rundt på 80 dage” kan opleves søndag den 29. september på Comwell Kolding Teater klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel