Projektet indvies den 1. november.
To ny anlagte jorddiger på tværs af Hylkedalen skal hjælpe med til at vandet fra Seest Mølleå ikke kommer så hurtigt videre til Kolding Å og videre til Kolding by, hvor der er risiko for oversvømmelser af veje og huse, når der er langvarig regn eller skybrud.
Indvielse af projektet
Mandag den 1. november indvier Kolding Kommune og forsyningsselskabet BlueKolding et af de første konkrete klimatilpasningsprojekter, der skal være med til at reducere risikoen for oversvømmelser i Kolding by.
Projektet er ét blandt flere tiltag, der er listet op i den netop vedtagne Risikostyringsplan for Kolding Kommune.
Et af de vigtigste tiltag i planen er, at der skal etableres en sluse og en pumpe i Kolding Å der, hvor den løber ud i fjorden.
Et andet vigtigt tiltag er, at finde plads til at tilbageholde eller parkere store mængder af vand i Kolding Å systemet, så det ikke kommer så hurtigt ned til Kolding by. Her indgår projektet i Hylkedalen som et blandt flere andre områder.
Som en del af projektet i Hylkedalen er der sket gensnoning af to strækninger af Seest Mølleå og af den nederste del af Tandholt Bæk. Her er der lagt sten og grus ud i de nye vandløb for at give fisk og smådyr de bedste levesteder.
Til gavn for naturen
Der er også gennemført andre naturforbedrende tiltag som en del af projektet. F.eks. er der ryddet en del krat og fældet nogle træer, så ådalen er blevet mere lysåben, – til gavn for mere sårbare planter. Dette er også til gavn for den sjældne og sårbare birkemus, som lever i Hylkedalen.
Der er også sat hegn op, så får og kreaturer kan græsse i områderne, – og dermed hjælpe med til at holde opvæksten nede.
Endelig er der sket forbedringer af de rekreative muligheder i området. Bl.a. er der lavet flere nye stier og mountainbike spor, der gør det nemmere at komme på tværs af ådalen. Flere af stierne er ført forbi det nye Trail Center ved Seest Idrætsplads, så der er skabt mere sammenhæng i området.
Lokal inddragelse
I planlægningsfasen blev der holdt flere workshops sammen med lokale borgere og brugere i området. Der kom der flere gode input fra bl.a. brugergrupper, grønne organisationer og grundejerforeningerne i området.
-Det har været spændende at se, hvordan et teknisk projekt med tilbageholdelse af vand ved hjælp af diger, har kunnet forene sig med, at vi har forbedret naturen i området og oveni har fået flere rekreative muligheder, fortæller projektleder Inger Wiuff Jørgensen fra BlueKolding.