Ved et stort awardshow 5. april på Kolding Teater uddeler Kolding Kommune prisen til Årets Forening 2021 på fritids- og idrætsområdet. En pris der gives til lige netop den forening, som har udført et ekstraordinært stykke arbejde for sine medlemmer og lokalområdet.
Foreninger på tværs af kommunen har under diverse corona-nedlukninger for alvor vist deres værd, når det kommer til at være samlingspunkt for lokalsamfundet og sætte initiativer i gang – både for medlemmer og ikke-medlemmer.
Alle har haft mulighed for at indstille foreninger til prisen, men det har ikke været nogen let opgave at indsnævre feltet. I Kolding Kommune er vi nemlig så privilegerede at have mange foreninger, som hver dag gør en stor forskel for mange.
Efter nøje overvejelse har politikerne i Sundhed og Fritid udvalgt de tre endelige nominerede, hvoriblandt den endelige vinder skal findes.
De tre nominerede er:
Vamdrup IF Håndbold
Vamdrup IF Håndbold er en forening, som på trods af corona har formået at holde gejsten oppe. Hvor diverse foranstaltninger omkring arealkrav, afstandskrav og rengøring måske kunne skræmme selv de bedste, holdt Vamdrup IF Håndbold ved og formåede at kunne invitere tilskuere indenfor på sikker vis.
Deres tiltag og retningslinjer var desuden til stor inspiration for andre klubber på tværs af landet. Derudover har klubben afholdt onlinetræning, konkurrencer, afviklet et O-løb for alle interesserede fra lokalområdet og en hel masse andet under udfordrende vilkår.
Klubben blev sidste år belønnet med prisen som Året Håndboldklub 2021 af DHF.
Vamdrup Rideklub
Vamdrup Rideklub har på 3½ år formået at vende en potentiel lukning pga. af dårlig økonomi til en stor succes. Dette skyldes et stort arbejde med at få udvalgt en ny bestyrelse, som har trukket i arbejdstøjet og fået rideklubben på ret køl med uvurderlige hjælp fra både medlemmer og frivillige.
Under corona-nedlukningerne har klubben bl.a. igangsat initiativer som onlineundervisninger, onlinestævner og uddeling af goodiebags til medlemmerne for at holde kontakten.
Dertil gør Vamdrup Rideklub også en dyd ud af, at der er plads til alle i klubben, fordi det er kærligheden til hestene, som binder dem alle sammen.
DcH Kolding
DcH Kolding er en klub, som tilbyder træning til hunde og deres mennesker. Udover at tilbyde træning til hvalpe, familiehunde og konkurrencehunde, så ligger klubben stor vægt på det sociale samvær for både to- og firbenede.
Netop derfor afsluttes de fleste træningshold i klubhuset, hvor man kan snakke om stort og småt med hinanden.
Dertil har DcH Kolding gjort et kæmpe stykke arbejde i at sikre sig midler til en ny træningshal, så de i fremtiden har endnu bedre mulighed for at sikre sammenholdet i klubben på tværs af de forskellige hold.
Årets Forening findes den 5. april.