Kolding Netavis

Højtlæsning giver borgere mere livslyst

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Herluf og Karina er to Kolding-borgere, som på deres egen krop har mærket, hvordan højtlæsning kan give øget trivsel og mere velvære og livslyst.

Ida, Herluf, Karina og Bente er samlet en sensommerdag i slutningen af august for at tale om de højtlæsningsoplevelser, de har haft sammen, og hvilken betydning det har haft i deres liv.

Bente og Ida har arrangeret højtlæsning i Kolding Selvhjælp, og Karina og Herluf har deltaget i de første arrangementer tidligere på året. Erfaringen er, at litteratur og højtlæsning skaber indsigt, livslyst og fællesskab.

– Når man hører andre menneskers historie, kan man nogle gange nemmere åbne op for noget af det, man selv går og slås med, fortæller idé-kvinden bag projektet, Bente Thaarup, i en pressemeddelelse.

– Når man hører en tekst oplæst, ser vi ofte at deltagere kommer til at tænke på noget hos sig selv, reflekterer og sætter sig selv ind i en sammenhæng – og ofte ender med en større forståelse for sin egen situation, siger hun videre.

– Empatien vokser udbryder Karina, som var en af deltagerne i det sidste højtlæsningsforløb.

Karina fortæller at hun selv var i sorg over tabet af sin partner, da hun valgte at starte i højtlæsningsgruppen hos Kolding Selvhjælp.

– Jeg begyndte til højtlæsning, og det var en redning. Det var som om, jeg fik noget at støtte mig til. Det var næsten som at få ’stavgangs-hjælp’ gennem min svære periode. Jeg mærkede lige så stille, at jeg fik mere lyst til at involvere mig med andre, fortæller Karina.

En af de gange, der virkelig skete noget for Karina, var, da Ida læste et afsnit op fra en tekst om en lille dreng, der havde det rigtig skidt med sine forældre.

– Det var et sted i teksten som foregik i køkkenet i deres hjem… Ja, det var en voldsom episode… Uværdig. Han bliver misrøgtet, må man sige. Det var nogle forældre der jo nok ikke skulle have haft ham…Først fik jeg det rigtig ubehagelig og skidt. Men så vokser empatien med knægten, jo. Det betød, at jeg efterfølgende fik det lidt bedre, fortæller Karina.

– Det åbner sig lidt op. Man kommer ud af sig selv. Det er jo så stærkt. Som et ’mentalteater’. Teksten bliver afspillet som en film i psyken, siger Karina.

– Mentalteater, det er et rigtig godt ord, for det er hvad der sker oppe i hovedet på os, når vi lytter til en god tekst. Højtlæsning kan være godt både for dem, der har det svært i deres liv, men også for dem, der ikke rigtigt har problemer, siger Herluf smilende.

Han begyndte at komme i højtlæsningsgruppen, da han var gået på pension fra sit arbejde inden for forsikring.

– Så kom spørgsmålet snigende: ’Hvem fanden er du egentlig?”, udbryder Herluf.

– Det var et tab af min identitet. Og så måtte jeg jo erkende, at jeg skulle til at finde en ny identitet i en eller anden grad og på en eller anden måde… For mange af os mænd er job og karriere meget vigtigt – for nogle måske det vigtigste…

Herluf begyndte også i højtlæsningsgruppen, som han hørte om gennem lederen af Kolding Selvhjælp, Jyta Popik. Herluf havde været på nogle kurser i personlig udvikling på sit arbejde, og nogle af tingene herfra genkendte han i højtlæsningen.

– Det handler egentlig meget om at forstå – og have empati med – andre mennesker, forklarer Herluf.

– Det oplevede jeg også i højtlæsningen, men på en anden måde. Både gennem teksterne, men også ved at lytte til de andres reaktioner på teksterne. Det blev sat ind i en ny situation. I processen nåede jeg frem til, at vi mennesker er forskellige – og at det er ok. Du er ok og jeg er ok. Det giver fred. Identitet er slet ikke så vigtig. Og vi behøver ikke være enige – eller at have paraderne oppe hele tiden. Nej, hernede er man for eksempel heller ikke forpligtet til at sige noget. Man har lov til at sidde i ’sit eget rum’ og ikke sige noget. Der er respekt for, at det måske kommer for tæt på, eller hvad der nu kan ske hos den enkelte. Vi analyserer heller ikke teksten. Det er ikke akademisk, men derimod personligt. Det er det, der rører dig som er i centrum, forklarer Bente.

– Man husker, hvorfor man læser højt for sit barn. Det giver ro. Men det er der mange, der har glemt, at det også kan give til os voksne, siger Ida.

Mødet har givet tid til eftertænksomhed. Hvad er det, der giver højtlæsning så stærk en effekt?

Gruppen har sammen været rundt om spørgsmålet i den trygge atmosfære, som også er fundamentet for de højtlæsningsarrangementer, de har været med i hos Kolding Selvhjælp. Nu håber de, at de kan være med til at give budskabet om højtlæsningens helende egenskaber videre til flere Koldingborgere.

Det praktiske

Kolding Selvhjælp starter en højtlæsningsgruppe for mennesker, som søger et fællesskab med mening.

Højtlæsning skaber fællesskab og kan medvirke til øget trivsel og velvære. Alle, som nyder at få oplæst gode historier i godt selskab fra forfattere, som fx. Hemmingway, Dorthe Nors, Michael Strunge, kan nu komme til Kolding selvhjælp på Banegårdspladsen i Kolding og være med, når den nye læsegruppe starter.

Gennem højtlæsning bevæger man sig ind i teksten. Man lytter, reflekterer, associerer, uden anden forberedelse end eget, levet liv.

Der bliver læst langsomt og med pauser undervejs, sådan at indholdet kan bundfælde sig.

Læsning kan lindre smerte og hjælpe hvis man er ramt af stress, angst og depression, og får man tilmed læst højt og snakket om indholdet i en fortrolig gruppe, er gevinsten endnu større.

Hvordan foregår det?

I vores lokaler byder vi på en kop kaffe eller te, mens du lytter til en historie. Det bliver en time, hvor du bare skal nyde den gode historie. Der er ikke andre forventninger til dig end at lytte.

En frivillig fra Kolding Selvhjælp læser en tekst højt. Alle deltagere får teksten udleveret på tryk og kan således selv læse med. Oplæseren laver stop i højtlæsningen, så man kan reflektere eller tale om teksten undervejs.

Der er ingen forberedelse forud for et møde i læsegruppen.

Efter oplæsningen snakker vi om teksten. Alle kan bidrage med indtryk, tanker, spørgsmål og undren.

Alle kan henvende sig

Højtlæsning er for alle mænd og kvinder i alderen 25 år og opefter, der elsker en god historie.

Gruppen mødes torsdage i ulige uger fra kl. 18.30-20.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel