Kolding Netavis

Hjælpenetværk i disse corona-tider

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

21 byer i Danmark har fået et hjælpenetværk under coronakrisen – herunder også i Kolding.

Coronavirus har vendt op og ned på vores hverdag. Forandringerne er større for nogen end for andre og det har blandt andet store konsekvenser for de mennesker, der af forskellige grunde er isolerede i deres eget hjem for at undgå at blive smittet med coronavirus.

Danmarks Unge Katolikker og Caritas gik derfor hurtigt sammen om at etablere et hjælpenetværk, der kan gøre livet lidt mere tåleligt for disse mennesker. Caritas-telefonen er blevet etableret, hvor frivillige socialrådgivere sidder klar på alle hverdage 8.30-16 til enten at tage en snak med dem, der ringer, eller henvise til en frivillig fra Caritas Hjælpenetværk i vedkommendes lokalområde. Der er 21 afdelinger i hele Dnamark og en af afdelingerne er i Kolding.

Caritas’ Hjælpenetværk hjælper med indkøb, køb af medicin og andre behov hos alle udsatte eller isolerede mennesker. De frivillige tilbyder også en snak med dem, der har behov for det. I fællesskab er Caritastelefonen og Caritas’ Hjælpenetværk dermed både med til at modvirke følelsen af ensomhed i isolationen og imødekomme konkrete behov hos dem, der ringer. Foreløbigt dækker Caritas’ Hjælpenetværk 21 forskellige byer i Danmark.

Filip Lazarow, der er frivillig tovholder på projektet og aktiv i Danmarks Unge Katolikker, forklarer om baggrunden for sit engagement:

– Paven sagde for nylig, at vi må finde det bedste frem i vores menneskelige natur og handle solidarisk. Derfor vil jeg gerne støtte sårbare mennesker i Danmark og vise min omsorg for dem. I denne tid gør jeg det i Caritas’ Hjælpenetværk.

Særligt for netværket er, at de frivillige til sammen taler 15 forskellige sprog. De frivillige har derfor lavet små videoer på Facebook på forskellige sprog for at gøre opmærksom på at kommunikationen kan foregå på dansk, engelsk, kaldæisk, arabisk, vietnamesisk, tamilsk, spansk, fransk, tysk, polsk, filippinsk, swahili, italiensk, nyanja og kinyarwanda. De frivillige sidder alle klar rundt om i landet til at hjælpe, hvor der er behov.

Fakta

Caritas Danmark er Den katolske Kirkes humanitære hjælpeorganisation. Organisationen blev grundlagt i 1947 og er én af Danmarks ældste nødhjælpsorganisationer.

Ring til 3124 7289 på hverdage mellem 8.30 og 16 og få en snak eller hjælp til indkøb eller lignende.

Caritas’ Hjælpenetværk har lige nu 50 frivillige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel