Kolding Netavis

Genbrugsmøbler hitter ved kommunen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Gamle møbler fra Kolding Kommunes kældre og depotrum får nyt liv.

Et projekt har gjort det lettere for kommunens institutioner og afdelinger at finde gode gratis genbrugsmøbler, og det tilbud er der mange, som benytter sig af.

Siden april 2021, hvor projektet så småt startede op, er der udleveret mødeborde, stole, reoler, osv. til en nyværdi af over 300.000 kr.

Der er udleveret flere end 300 møbler fra depotet på Dieselvej i Kolding. Nogle af de mest populære varer er mødeborde, reoler, stole og skriveborde, men også mere specielle varer som f.eks. et pengeskab har fundet nye ejere.

-Det her er virkelig en win-win situation. Gode genbrugsmøbler får nyt liv, hvilket harmonerer rigtig fint med kommunens bæredygtighedsstrategi, og samtidig sparer de interesserede institutioner og afdelinger udgifterne til nyindkøb, fortæller kommunaldirektør Thomas Boe.

De møbler, som står i kommunens kældre og depotrum, er typisk kommet i overskud i forbindelse med ombygning, flytning, osv., hvor der er opstået nogle nye krav til indretningen.

Rådhusforvalter står bag initiativet

Det er kommunens rådhusforvalter Frank Ravn-Nielsen, som har taget initiativ til at give møblerne nyt liv. Tidligere har det været svært for afdelinger og institutioner at vide, hvad der stod opmagasineret rundt omkring, og samtidig har der nok heller ikke været den samme interesse for genbrug som nu.

-Vi samler genbrugsmøblerne på et lager på Dieselvej. Her bliver møblerne registreret, fotograferet og lagt ind i vores indkøbsdatabase, så vores kolleger hurtigt og let kan orientere sig om, hvad vi stående på lageret, og hvad de kvit og frit kan få til deres institution. Vi garanterer, at alle møbler er i god stand, og hvis et skrivebord f.eks. er lidt skrammet, så fremgår det selvfølgelig af beskrivelsen i indkøbsdatabasen, forklarer Frank Ravn-Nielsen.

Stor interesse

Interessen har været overraskende stor, og Frank Ravn-Nielsen håber, at projektet vil vokse sig endnu større.

-Der står stadig mange gode møbler rundt omkring, som vi skal have gjort tilgængelige for vores afdelinger og institutioner. Men af og til støder vi også på møbler med mindre skavanker, som godt kunne repareres, så de kan klare en tørn mere. Mit håb er, at vi i 2022 får lavet et socialøkonomisk projekt, hvor vi får involveret nogle af vores udsatte borgere i arbejdet med at sætte disse møbler i stand, slutter Frank Ravn-Nielsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel