Kolding Netavis

Fra fredag må du køre 130 km/t her

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Hastighedsgrænsen hæves fra fredag.

Fra fredag den 30. juli er det muligt at køre lidt hurtigere i Trekantområdet på strækningen Skærup – Kolding og Fredericia – Vejle samt på E20 Esbjergmotorvejen mod øst ved Esbjerg Lufthavn.

Vejdirektoratet hæver nemlig hastigheden på de ca. 14 km motorvej fra 110 til 130 km/t.

Det sker som følge af den aftale om højere hastighed på udvalgte motorvejsstrækninger, som den daværende regering og Dansk Folkeparti indgik i 2018. Her besluttede parterne at hæve hastighedsgrænsen til 130 km/t på 70 kilometer motorvej fordelt på seks strækninger.

Efterfølgende har Vejdirektoratet gennemført det nødvendige løft af trafiksikkerheden.

-Det er vigtigt for os, at trafiksikkerheden er bedst mulig, når vi hæver hastighedsgrænsen på motorvejen, siger afdelingsleder Niels Agerholm fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

-Derfor har vi i de seneste måneder opgraderet strækningen trafiksikkerhedsmæssigt, så den er klar til de højere hastighedsgrænser. Nu er vi færdige med arbejdet, og inden fredag tager vi de gamle 110 km/t hastighedstavler ned. Så må trafikanterne køre op til 130 km/t på strækningen.

For at skabe størst mulig trafiksikkerhed har Vejdirektoratet etableret rumleriller mod midterrabatten samt opsat påkørselsdæmpere på eksisterende autoværn og forlænget autoværnene, hvor det er skønnet nødvendigt i forhold til en udvidelse af vejens sikkerhedszone.

Enkelte steder er der også fjernet beplantning, der stod inden for den nye, udvidede sikkerhedszone.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel