Litteratur6000 har dette efterår besøg af flere politisk bevidste forfattere.
Det gælder også forfatter Peder Frederik Jensen, som kommer og fortæller om sin anmelderroste roman ”Det Danmark du kender”.
Fortællingen foregår på Lolland, hvor en beruset borgmester kører en avisdreng fra underklassen ned. Romanen stiller skarpt på velfærdsstatens klassesamfund og Udkantsdanmark. Til foredraget vil Peder Frederik Jensen fortælle om arbejdet med denne roman og også lidt om sit øvrige forfatterskab.
Uddannet bådebygger
Peder Frederik Jensen er uddannet bådebygger og debuterede i 2007 med romanen ”Her står du”. Siden har han udgivet flere bøger, blandt andet romanen ”Læretid” (2012) om en ung bådebygger og novellesamlingen ”Banedanmark” (2014).
Forfatteren skriver på en indignation over uligheder, en interesse for udkantsbegrebet og en undren over, at mange mennesker spilder deres liv. Han har desuden i en periode arbejdet som taleskriver for miljøminister Lea Wermelin.
Peter Frederik Jensen modtog i 2017 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. ”Det Danmark du Kender” var nomineret til DR Romanprisen.
Arrangementet bliver afholdt på Kolding Bibliotek den 15. september kl. 19. Billetter kan købes her.