Fire konsortier har budt på at blive aktør, når Riberdyb og Holmsminde skal udvikles til en ny attraktiv bydel med boliger, cafeer og bymiljø. Udbuddet er lagt ud som en konkurrence, hvor udviklerne skal komme med forslag til, hvad de vil bygge i den nye bydel. Derfor er det få, men store konsortier, der byder ind på opgaven.
Udbudsmaterialet blev sendt ud for ti uger siden, og i går, onsdag, var der frist på at byde ind på opgaven. Der er tale om en helt ny udbudsform, hvor det konsortium, der byder ind på opgaven, skal udvikle området i samarbejde med kommunen. Den 30.000 m2 store grund i hjertet af Kolding er ikke sat til salg til en mindstepris, i stedet er udbuddet lagt ud som en konkurrence, med ti kriterier lagt ned over projektet.
– Det er jo et kæmpe område og en opgave som kun få aktører i Danmark kan byde ind på. Så at projektet har kunnet tiltrække fire interesserede, tager vi som et tegn på, at der er mange om buddet. Det viser desuden, at den vækst og udvikling vi ser i Kolding, også er nået ud over kommunegrænsen, og at et projekt i den her kaliber kan være interessant for de store udviklere, fortæller borgmester Jørn Pedersen (V) i en pressemeddelelse.
Kolding er en designkommune, og derfor bliver der lagt stor vægt på designprocesser i udviklingen af området, der skal huse både boliger, cafeer og være et attraktivt bymiljø, der binder gågader og Campusområdet sammen. Kolding Å løber gennem området, og den kommende udvikler skal være garant for at åen inddrages som et aktiv i området.
Det er første gang, at en så attraktiv grund sælges midt i Kolding på de betingelser, og første gang at en grund ikke bare udbydes til mindstepris. Kolding Kommune ønsker at være en medspiller i projektet, så den nye bydel kommer til at indfri de ønsker, der er for både bymidten samt væksten i Kolding.
Foran ligger nu en større proces, hvor de indkomne bud skal nærlæses, og der skal holdes møder med de enkelte konsortier. Der skal blandt andet også kigges på, om de har ekspertisen til et så stort projekt samt økonomien til at gå i gang.
Det bliver et bedømmelsesudvalg, der skal stå for den faglige bedømmelse af de indkomne tilbud. Bedømmelsesudvalget vil bestå af interne fagpersoner fra Kolding Kommune, som stadsarkitekten, repræsentanter fra arkitekturteamet, planchefen samt eventuelt eksterne sagkyndige.
Det ventes derfor først at være afklaret, hvem der skal udvikle den nye bydel i løbet af marts 2020.