Kolding Netavis

En million kroner skal sikre nye bøger til børn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Læselysten i børnehaver og SFO’er får et boost, når bogsamlingerne opgraderes med nye spændende bøger i starten af 2022.

Der bliver rift om de gode hyggekroge på institutionerne i Kolding Kommune, når det fremover bliver endnu mere attraktivt at finde en bog frem i børnenes dagtilbud eller SFO. I alt vil 37 børnehaver og 21 SFO’er få mellem 70 og 125 nye bøger hver. Bøger, der bliver særligt indkøbt, så de afspejler børnenes interesser og vækker deres nysgerrighed.

De nye bogsamlinger skal være en støtte og tryghed for børnene i overgangen fra børnehave til skole, og det er vigtigt, at bøgerne ofte bliver taget ned fra hylderne. Bøgerne kan bruges som afsæt for leg og aktiviteter, der understøtter børnenes udvikling, blandt andet gennem samtaler med udgangspunkt i fælles læseoplevelser.

-Vi kan se, at børn læser mindre i deres fritid end tidligere. Vi har derfor valgt at styrke den lystbetonede læsning hos børn i dagtilbud, men især i SFO’erne. For at sikre, at bøgerne får et aktivt liv, har alle SFO’erne forpligtet sig til at sætte højtlæsning på aktivitetsplanen hver uge, og bøgerne kommer til at være let tilgængelige for børnene, fortæller Kristina Jørgensen (DF), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

For at sikre et bredt udvalg af bøger af høj kvalitet indgår Koldingbibliotekerne i arbejdet med at indkøbe bøgerne. Børnebibliotekarer med fingeren på børnenes læsepuls vil besøge en børnehave og en SFO, hvor børnene involveres i udvælgelsen af en del af de bøger, der skal indgå i samlingerne. Pædagoger og konsulenter fra skole- og dagtilbudsområdet deltager også i udvælgelsen.

-Det er vigtigt, at vi arbejder professionelt med at styrke børns læseglæde, allerede fra de er helt små. På den måde hjælper vi børn til at fastholde deres lyst til at læse, så de gennem hele livet kan udvide deres horisonter gennem litteraturen. Det er derfor et rigtig fint samarbejde mellem kulturområdet og skole- og dagtilbudsområdet, der sætter fokus på det helt rigtige: nemlig på de gode sociale aktiviteter i forbindelse med læsningen, fortæller Jesper Elkjær, formand for Kulturudvalget.

Det nye samarbejde mellem biblioteket og børne- og skoleområdet stopper ikke ved indkøbene af bøger, men fortsætter fremover for at sikre, at børnene forbliver aktive læsere hele livet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel