Fredag kan alle være med til at plante Eltang Folkeskov. Den nye 2,5 hektar Folkeskov skal plantes ved det nye boligområde Elmedraget i Eltang.
Eltang Folkeskov er resultatet af en fælles ansøgning fra Eltang Borgerforening, Eltang Skole og Børnehave og Kolding Kommune om at få del i midlerne fra den store landsindsamling på TV 2 ’Danmark planter træer’. Fredag den 15. november bliver de første træer i Folkeskoven plantet ad to omgange, oplyser Kolding Kommune.
Først er det børn og voksne fra Eltang Skole og Børnehave, der fejrer den nye Folkeskov, som afslutning på deres temauge. Skoleleder Per Nielsen fortæller:
– Hvad vil være mere naturligt end at plante vores egen skov som afslutning på en uge, hvor eleverne skal lave deres egen by.
Eleverne afleverer også en mappe med tegning eller tekster, der fortæller, hvordan de ønsker at anvende skoven. Mappen placeres ved Folkeskoven, og kan ses af alle, der kommer forbi.
Om eftermiddagen, når klokken slår 15, byder Lars Heiselberg Vang Jensen, formand for Growing Trees Network Foundation velkommen til den offentlige fejring af Folkeskoven med efterfølgende taler af Birgitte Kragh (V), formand for Plan-, Bolig og Miljøudvalget og Hans Holmer (SF), der i sin tid opfordrede til at lave en fælles ansøgning om en Folkeskov.
– Når vi i Kolding Kommune arbejder med FN’s 17 Verdensmål er det oplagt, at vi også byder os til, når chancerne er der – og her var der en mulighed, hvor både klimaet, naturen og folk får glæde af en lidt mere grøn og bedre verden, forklarer Hans Holmer om tankerne bag ansøgningen.
Efter talerne er der dekoration af plantepinde, fælles træplantning og kaffe og kage til de fremmødte serveret af Eltang Borgerforening.
Naturlig del af samarbejde
Birgitte Kragh håber, at både nye og gamle Eltang-borgere får fornøjelse af den nye Folkeskov og hun glæder sig over, at både borgerforeningen og Eltang Centralskole har været en del af ansøgningen.
– Folkeskoven er et fint udtryk for det tætte samarbejde Kolding Kommune har med landsbyen og vi er glade for, at den nye Folkeskov i Eltang bliver til i fællesskab med borgerne. På den måde får navnet Folkeskov en ekstra dimension, siger Birgitte Kragh.
Hvis du kommer i bil til arrangementet, kan du parkere langs med Eltangvej 12-24, hvorfra det er muligt at følge de orange flag op ad grusstien til skovrejsningsområdet.