Kolding Netavis

Efter stormen Malik: Kolding var stormflodsramt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Kolding Kommune (Arkivfoto)

Stormrådet har nu offentliggjort, at Kolding-området var stormflodsramt.

Den forhøjede vandstand i Lillebælt efter stormen Malik i weekenden, fik vandet omkring Kolding til at stige 1,52 meter over normalen (0).

Området mellem Kolding Havn og Juelsminde Havn er blandt de områder, der nu er erklæret for stormflodsområder, oplyser Stormrådet mandag.

Stormrådets afgørelse betyder, at skaderamte i de udpegede områder har mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af de oversvømmelser, som stormfloden har medført.

Stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Stormfloder i Danmark varierer meget i styrke og kan ramme kysterne i månederne oktober til april.

Det er Stormrådet, som afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et givet tidspunkt. Afgørelsen træffes efter udtalelse fra DMI og Kystdirektoratet. For at der kan erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, som statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.

Jens Holms Vej. Foto: Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel