DMI har nu udsendt et decideret varsel, som også gælder Kolding-området.
Fra tirsdag aften klokken 21 og frem til onsdag klokken 18 kan vejret vise sig fra sin måske lunefulde side. Vådt kan det ihvertfald blive. DMI har opgraderet den tidligere risikomelding til et decideret varsel her i Kolding-området.
DMI forventer mellem 30 og 55 millimeter regn mellem klokken 21 tirsdag og frem til onsdag klokken 18. Der er desuden risiko for lokale skybrud, hvilket kan give mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Du kan tage nogle forholdsregler i forbindelse med det varslede vejr. Luk vinduer og døre. Vand kan samles i lavtliggende områder – eksempelvis kældre, vejbaner og viadukter. Skal du ud i trafikken, anbefales det at tilpasse hastigheden efter forholdene, oplyser DMI.
Grafik: DMI.