Kolding Kommune giver generel dispensation til kolonihavelejere.
Normalt åbner kolonihavesæsonen for alvor fra 1. april. Det er fra den dato, man må begynde lejlighedsvist at overnatte i sin kolonihave.
Men som alle ved, er landet sat i en usædvanlig situation. Rigtigt mange ansatte er sendt hjem bl.a. for at arbejde hjemmefra. Derfor giver Kolding Kommune nu lov til, at kolonihavelejere for alvor kan tage deres kolonihaver i brug fra dags dato, altså torsdag 19. marts. Det betyder, at de fra i dag lejlighedsvist kan overnatte i haverne, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Der bliver dog først åbnet for vandet, når der ikke længere er risiko for nattefrost. Frost kan nemlig bevirke, at vandrørene sprænger.
– Vi hører fra sundhedsmyndighederne, at det kan have en positiv effekt at komme ud i den friske luft. Vel at mærke så længe man overholder reglerne – bl.a. om at undgå tæt kontakt med andre. Derfor er det en oplagt mulighed at tage ud i kolonihaven, når man har sådan én og i øvrigt er rask og frisk. Kolonihaverne er grønne fristeder, hvor man har adgang til naturen og den friske luft, forklarer borgmester Jørn Pedersen, der samtidig understreger:
– Men det er meget vigtigt, at man bliver hjemme og ikke benytter sin kolonihave, hvis man er sendt i karantæne på grund af coronavirus eller COVID-19. Eller hvis man i det hele taget har det skidt. Kolonihaver ligger som regel tæt, og der kan være risiko for, at man kommer så tæt på naboerne, at man kan smitte dem.
Kolding Kommune sender i dag et brev til kolonihaveforeningernes formænd, hvor der gøres rede for dispensationen.