Der er onsdag et webseminar om byliv og byrum i Kolding.
Onsdag den 27. maj klokken 19-20.30 holder Kolding Kommune og Business Kolding webinar om byliv og byrum i Kolding.
Borgermødet afrunder 1. etape af arbejdet med at sætte fokus på og udvikle bylivet og handlen i Kolding og er en opsamling af det arbejde, som den politisk nedsatte taskforce satte i gang forrige sommer.
Som en væsentlig del af processen har medarbejdere i By- og Udviklingsforvaltningen interviewet hundredevis af besøgende i gågaden om deres brug af byen, lavet bylivsobservationer og talt fodgængere. I efteråret blev disse undersøgelser fulgt op af to store workshops, hvoraf den første workshop tiltrak over 100 interesserede.
– Det har været en spændende proces, som rigtig mange borgere og erhvervsfolk har involveret sig i og bidraget til, og vi glæder os til at fremlægge de vigtigste pointer fra processen på webinaret. Udover at præsentere resultaterne og give et indblik i det store arbejde, der er gennemført, så vil vi skitsere, hvordan vi kommer videre og når i mål med vores ambitioner, fortæller borgmester Jørn Pedersen (V), der også er vært for arrangementet.
Et handlingskatalog med mange ideer
Det er rådgiverne Louise Grassov fra Schultze+Grassov og Torsten Bo Jørgensen fra BYSTRATEGI, der har bearbejdet materialet og i fælleskab har udarbejdet et handlingskatalog for Kolding bymidte og Storcenteret og aflastningsområdet. Det vil derfor også være de to rådgivere, der sammen præsenterer kataloget på webinaret.
Kataloget præsenterer en bred palette af initiativer fra fysiske anlægsprojekter til nye samarbejdsmodeller. Der vil både være ideer, som kan fungere på den korte bane, men også ideer, det vil kræve år at gennemføre.
Kataloget er blevet overleveret til Kolding Kommune, der nu skal finde ud af hvilke ideer, der skal prioriteres og hvordan idéerne skal føres ud i livet. Efter webinaret vil både kataloget og optagelsen af webinaret være tilgængeligt.
Overhalet af corona
Katalogets slutspurt blev overhalet af corona. Arbejdet med at planlægge og føre nogle af katalogets ideer ud i livet er derfor allerede i fuld gang. Blandt andet besluttede Byrådet i april at investere 25 millioner kr. i Kolding bymidte, som bl.a. skal bruges til grønne oaser og en ny legeplads.