Kolding Netavis

Deler blomsterfrø ud: Naturen skal være vildere

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

SF Kolding deler blomsterfrø ud lørdag.

Kolding Kommunes natur skal være vildere.

Sådan lyder budskabet fra SF Koldings byrådsmedlemmer og -kandidater, der lørdag vil være at finde på Koldings gågade.

Her vil kandidaterne og politikerne fra kl. 11-13 dele blomsterfrø ud og få en snak med de forbipasserende om biodiversitet.

Arrangementet finder sted i anledning af, at TV2 og Den Danske Naturfond i denne uge kører kampagnen ”Danmark redder jord”, som søndag munder ud i et stort indsamlingsshow.

-Danmark er ét af de mest dyrkede lande i verden, og det gælder i høj grad også her i Kolding Kommune. Det giver naturen meget svære kår og gør, at mange arter er tæt på at uddø. I SF vil vi gerne skabe mulighed for, at naturen i højere grad kan få lov til at leve og forme sig på egne præmisser, siger borgmesterkandidat Villy Søvndal, i en pressemeddelelse.

SF har tidligere offentliggjort et stort og ambitiøst udspil for Koldings natur. Partiet ønsker bl.a. at sikre et rigere plante- og dyreliv i Kolding, rent drikkevand gennem skovrejsning og at lavbundsjorde fritages for landbrugsdrift og tilplantes.

Desuden arbejder SF Kolding målrettet for, at én af regeringens bebudede nye naturnationalparker skal placeres i Kolding Kommune.

Du kan møde SF’erne og få en pose blomsterfrø med hjem lørdag den 22. maj kl. 11-13 i Koldings gågade.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel