Mere genbrug, lokale indkøb, deleordninger med naboerne om haveredskaberne og mere mangfoldig natur. Som noget nyt i år skal ansøgerne til Bydelspuljen tænke bæredygtighed ind i deres projekter. Det er nu og senest den 18. marts, du kan søge om støtte til et projekt.
Bor du i Kolding by, og vil du gerne forskønne og forbedre dit lokalområde sammen med dine naboer? Så er det nu, du skal fatte pennen og smide en ansøgning af sted til Kolding Kommunes Bydelspulje, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
I år opfordrer Lokaldemokratiudvalget, der uddeler midlerne fra Bydelspuljen, til at ansøgerne udvikler bæredygtige projekter ved at tænke FN´s 17 Verdensmål og cirkulær økonomi ind i projektet.
– I Kolding Kommune er vi godt i gang med at implementere FN’s 17 Verdensmål i vores aktiviteter og samtidig vil vi gerne være cirkulær økonomi kommune. Det er store ambitioner og skal vi indfri dem, er det nødvendigt at få borgerne med ombord. Derfor er det oplagt at opfordre Bydelspuljens ansøgere til at overveje, hvordan verdensmålene og cirkulær økonomi kan blive en del af deres projekt, forklarer Ole Alsted, formand for Lokaldemokratiudvalget og fortsætter:
– Bydelsprojekterne skal, som altid, bidrage til at forskønne lokalområdet, men projekterne kan fx også indeholde genbrug af materialer, bruge lokale byggematerialer, måske gøre et stort græsområde til ”vild med vilje”, så vi får flere sommerfugle og insekter, omhandle en deleordning om haveredskaber med naboerne eller noget andet, der i lille eller større målestok kan bidrage til at passe på miljøet.
Første bæredygtige projekt er på vej i ansøgerbunken
Palle Schorling, der bor i den sydlige del af Kolding, har sammen med forskellige foreninger tidligere søgt Bydelspuljen om penge, og for ham er det helt naturligt at tænke bæredygtighed og verdensmål.
– Det er rigtigt godt, at Kommunen begynder at stille krav i den retning. Det er bestemt ikke en fremmed tanke for os, og vi har tidligere brugt bæredygtige materialer, når vi har bygget f.eks. bålhytte og legehus i Seest Samling, siger Palle Schorling.
Sammen med KIF Tennis er han nu i gang med at søge penge i puljen for KIF Bowls, hvor han er formand. Klubberne har et nyt projekt i støbeskeen, som han og foreningerne søger støtte til i Bydels- puljen. Projektet handler om at omdanne et grønt område mellem Sydbank Arenas sportshaller og tennisbanerne til en udendørs oase, hvor sportsudøverne efter træningen kan mødes med hallernes mere end 3.000 brugere, grille en pølse, og nyde samværet.
– Ud over en grillplads, grønne læhegn og nyplantede træer, søger vi også penge til nogle plantekasser med blomster og krydderurter, og det hele skal selvfølgelig bygges af genbrugsmaterialer, fortæller Palle Schorling begejstret.