Et nyt børnehaveprogram fra Forskningens Døgn giver smagsprøver på naturvidenskabelig forskning til kommunens dagtilbud.
Hvordan kan vi se, hvad andre føler? Hvad sker der, når vi bliver bange? Hvad er hjernen bygget af? Det er nogle af de spørgsmål, børnehavebørn og deres pædagoger i Kolding Kommune nu kan søge svar på sammen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
En formidlingskuffert med titlen ”Hjerneekspeditionen” står klar til udlån på Kolding Kommunes Biblioteker med sjove science-aktiviteter for børn i daginstitutionerne i alderen 3-6 år. Sammen med Milo og den lille hjælper, dronen Duno, kan børn via en fortællebog tage på ekspedition til menneskets hjerne og undersøge hvad hjernen er, hvordan hjernen arbejder, og hvordan den bruger sanserne til at opfatte og tolke verden.
Som noget nyt indeholder kufferten også en science-pædagogik-del, som klæder pædagogerne på til at hjælpe børnene med at forstå og fordybe sig i verden omkring dem. Det pædagogiske personale vil blandt andet finde et USB-stik i kufferten med en film om tre tricks til god science-pædagogik: Tag udgangspunkt i børnenes egne spørgsmål, øv dig på at være nysgerrig og – stil produktive og nysgerrige spørgsmål.
Smagsprøve på naturvidenskab
Formidlingskufferten er en del af børnehaveprogrammet under den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn 23.-26. april 2019. Formålet med programmet er at give børnene en smagsprøve på naturvidenskabelig forskning ved at inspirere dem til at undersøge og udforsker på en kreativ måde med lege, spil, sang, historier og små eksperimenter.
– Vi ved fra forskningen, at børns nysgerrighed og forståelse og interesse for naturvidenskab og teknologi grundlægges i de tidlige leveår. Det inspirerer børnene, når de i dagtilbud møder kompetente personer, der er lige så nysgerrige på verden omkring dem, men som især er nysgerrige på børnenes nysgerrighed, og som udfordrer dem med nye spørgsmål, siger lektor på Københavns Professionshøjskole, Thorleif Frøkjær.
Natur, udeliv og science
Kufferten tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag og understøtter især et af de seks nye, styrkede læreplanstemaer for dagtilbud: ”Natur, udeliv og science.” Indholdet i kufferten kan være en hjælp til pædagogerne til, hvordan der kan arbejdes med og tales om dette tema i daginstitutionerne.
– Uanset om de mindste ser en bænkebider eller opdager at vandet er frosset i spanden, så er de første naturoplevelser i barndommen også vejen til den første erfaring med naturvidenskabelig tænke- og analysemåde. Og når børn undrer sig, skal de voksne øve sig i at lytte, anerkende og være klar til at gribe spørgsmålene, siger Thorleif Frøkjær, som forsker i børns legende tilgang til sciencefænomener.
Samarbejde på tværs
Kolding Bibliotekerne og Børneområdet arbejdede sidste år sammen om det første Børnehaveprogram, der handlede om kroppen. Igen i år arbejder Kolding Bibliotekerne og Børneområdet sammen om dette forløb i forbindelse med Forskningens Døgn.
Materialerne bliver placeret klar til brug i et lokale på Kolding Bibliotek. Her kan børnehavegrupper komme på besøg og afprøve disse. I løbet af Forskningens døgn er det muligt for otte børnehavegrupper at afprøve materialerne. Efterfølgende kan alle Børnehaverne låne materialerne til brug i institutionerne.
– Forskningen Døgn er et af mange samarbejder, der er mellem Børneområdet og bibliotekerne, hvilket er med til at understøtte børnenes nysgerrighed omkring bibliotekerne som kulturinstitution. Jeg glæder mig over, at bibliotekerne altid har dørene åbne overfor kommunens yngste borgere. Jeg glæder mig dog endnu mere over, at vores dagtilbud allerede arbejder med science-kasser. På den måde er vi et skridt foran i forhold til den nye læreplan på dagtilbudsområdet. Det er således et af mange eksempler på den høje kvalitet Kolding Kommune har på dagtilbudsområdet, og det er jeg utrolig stolt over, siger Kristina Jørgensen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget ved Kolding Kommune.