Kolding Netavis

Boligselskab satser på grøn omstilling

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Boligselskabet Alfabo i Kolding har investeret i den første servicebil, som udelukkende kører på el, og flere er på vej, lyder det fra boligorganisationen.

Hvert et skridt tæller i indsatsen for at nedbringe den samlede CO2-udledning, og som et led i Alfabos arbejde med at finde bæredygtige løsninger i både boliger og daglig drift, satser den almene boligorganisation på elbiler og har investeret i den første servicebil, som udelukkende kører på el.

-Det er en omstilling, der passer godt med Alfabos nye strategi om at bidrage til en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Vi er i fuld gang med en række indsatser for at nå dertil, og udskiftningen af bilparken er en af de større indsatser, som kommer til at foregå løbende, siger direktør Erik Lønne Gottfredsen i en pressemeddelelse.

Thorkild Lorentsen, som er ansat i Alfabos Servicecenter Syd, glæder sig over muligheden for at sætte sig bag rattet i en servicebil, som udelukkende kører på el.

Han hjælper Alfabos beboere i den sydlige del af Kolding med alt lige fra dryppende vandhaner til komfurer, der ikke virker. Han kører dagligt mange småture med adskillige stop hos beboerne, og i den forbindelse giver det særligt god mening at køre elbil i stedet for den gamle dieselbil.

-Vores gamle bil måtte ofte på værksted, fordi den sodede til. Det slipper vi for nu, siger Thorkild Lorentsen.

Udover udskiftning af Alfabos service- og firmabiler er boligorganisationen også i fuld gang med at udrulle ladestandere til beboernes elbiler i samtlige af boligselskabets 46 afdelinger.

-Efterspørgslen efter at bo og leve bæredygtigt er stigende, og det er nødvendigt hele tiden at følge med, så vi kan tilbyde energibesparende og klimasikrende løsninger i vores boligorganisation, forklarer bestyrelsesformand i Alfabo, Bent Jacobsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel