Kolding Netavis

BlueKolding investerer 70 mio. kroner

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Presset på kloakkerne stiger i takt med temperaturer og regnmængder. Rør og ledninger skal transportere stadigt større mængder regn- og spildevand fra huse, haver og veje til Kolding Centralrenseanlæg ved Agtrup, og derfor anlægger BlueKolding nu en ekstra pumpestation og yderligere transportledninger fra Kolding Åpark til Agtrup. De nye ledninger betyder også bedre vandkvalitet i Kolding Å og Kolding Fjord og renere badevand ved Koldings strande.

BlueKolding renser hvert år 15 milliarder liter vand fra Koldings husholdninger, virksomheder, tage og veje. De mange milliarder liter regn- og spildevand bliver først ledt til for-renseanlægget i Kolding Åpark og derfra videre til Centralrenseanlægget i Agtrup.

Forsyningssikkerheden er afgørende

Den mere end 6,5 kilometer lange transportledning, der leder vandet fra Kolding Åpark til Agtrup er under stigende pres. Derfor anlægger BlueKolding nu ekstra transportledninger og en ny pumpestation, så der kan transporteres endnu mere vand fra Kolding til Agtrup.Samtidig udgør de nye ledninger en sikkerhed for, at der altid kan pumpes vand til Centralrenseanlægget. De store transportledninger fra Kolding Åpark til Agtrup er ganske enkelt en betingelse for, at alle i Kolding kan komme af med deres spildevand. Det er det, der i fagsprog hedder forsyningssikkerhed.

– Det vigtigste er, at vi også kan pumpe spildevand ud til renseanlægget, hvis der skulle ske et brud på en ledning. Dernæst handler det om, at systemet skal kunne håndtere de stigende regnmængder. Ellers risikerer vi det, vi kalder for overløb, hvor fortyndet spildevand løber ud i Kolding Å og Kolding Fjord. Det sker, når der eksempelvis er skybrud og kraftig regn. Så kommer der simpelthen mere vand i systemet, end den nuværende transportledning og pumpestation kan klare, fortæller projektleder hos BlueKolding, Camilla Ravn, i en pressemeddelelse.

Færre overløb og bedre badevand

Som regel er der tale om små mængder spildevand, men en gang imellem medfører overløbene nogle dages badeforbud ved strandene langs fjorden.

– Med de nye ledninger bliver problemerne med overløb og kortvarig forurening af vandmiljøet fra forrenseanlægget ved Kolding Åpark næsten elimineret, forklarer Camilla Ravn og tilføjer:

– Vi skønner, at vi fremover kun vil opleve 1-2 hændelser om året herfra, hvor kloakkerne ikke kan følge med på grund af ekstreme regnmængder mod i gennemsnit 15 tilfælde om året nu. Dermed kommer de nye ledninger til at forbedre vandmiljøet og badevandskvaliteten betydeligt. Det er umuligt at eliminere risikoen for overløb fuldstændigt uden at sprænge alle budgetter og mangedoble spildevandsafgiften.

Større sikkerhed

Med investeringen på cirka 70 millioner kroner understøtter BlueKolding også ambitionerne om badevandskvalitet i Kolding Kommunes spildevandsplan, Blå Plan.Samtidig med de nye transportledninger anlægger BlueKolding også en ny, ekstra pumpestation, der skal pumpe vandet gennem transportledningerne til Centralrenseanlægget i Agtrup. Desuden bliver der etableret nye bassiner, der i alt kan rumme 14 mio. liter, på renseanlægget.

Bassinerne skal håndtere de stigende vandmængder, der i fremtiden bliver pumpet ud til rensning på anlægget.

– Projektet kommer til at gavne både forsyningssikkerheden – altså sikkerheden for, at vi kan transportere og rense spildevandet – vandkvaliteten i Kolding Å og Kolding Fjord og badevandskvaliteten ved strandene. Derfor synes vi, det her er en virkelig god nyhed for Kolding, siger BlueKoldings bestyrelsesformand Tanya Buchreitz Løwenstein.I alt seks selskaber er involveret i det omfattende projekt (se fakta nedenfor), der forventes at være færdigt i sommeren 2020.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel