I fire dage lukker genbrugspladsen på Bronzevej i Kolding. Hele området skal udjævnes med ny asfalt, så borgerne ikke går rundt i vandpytter.
Efter godt et års drift på den nye Kolding Nord Genbrugsplads har jorden under asfalten sat sig og skabt fordybninger. Det betyder, at der efter en regnskylle er vandpytter, der ville henrykke ethvert børnehavebarn. Knap så henrykte er brugerne af genbrugspladsen, og derfor skal hele pladsen nu jævnes ud med ny asfalt.
Den fremgangsmåde er helt normal ved større byggerier, fortæller projektleder i Redux – Affald og Genbrug, Martin Pedersen Stub:
– Hvis du har prøvet at grave et hul, så ved du, at uanset hvor meget jord, du fylder tilbage i hullet, så falder overfladen sammen over tid. Og det er de her omvendte buler, lunker, vi skal have rettet ud, så vi slipper for vandpytter på pladsen. Som bonus bruger vi også lejligheden til at lave nye striber på asfalten, så der bliver bedre plads til at køre og parkere. Det skal gerne gøre det endnu rarere at færdes på genbrugspladsen for borgere og ansatte.
Lukket for både private og erhverv
Kolding Nord Genbrugsplads lukker således for både private og erhverv i fire dage, mandag 21. til torsdag 24. september.
Kommunens fire andre genbrugspladser er stadig åbne de dage, men der kan opstå kø, hvis trafikken fra Kolding Nord Genbrugsplads rykker derud i stedet. Normalt har Kolding Nord Genbrugsplads godt 3.000 besøgende ugens første fire dage.
Derfor er opfordringen også klar fra projektleder Martin Pedersen Stub:
– Overvej at besøge din lokale genbrugsplads ugen før asfaltarbejdet på Kolding Nord Genbrugsplads eller ugen efter. Så har vi plads til alle igen.
Kolding Nord Genbrugsplads åbner igen 25. september.