Arkitekturens Dag er en dag, hvor god arkitektur fejres.
Kolding Kommune markerer Arkitekturens Dag den 7. oktober med et bredt program, der blandt andet rummer foredrag, rundvisninger og prisbelønning af god arkitektur.
I anledning af den årlige traditionsrige fejring af god arkitektur på Arkitekturens Dag inviterer Kolding Kommune alle interesserede ombord i et fyldigt og bredt program, der i år sætter særligt fokus på byudvikling og bæredygtighed, oplyser Kolding Kommune.
Et af programpunkterne er et foredrag af arkitekt og urban designer Louise Grassov, på Kolding Bibliotek.
– I foredraget ’Byen i øjenhøjde’ fortæller Louise Grassov om samspillet mellem byens bygninger og byens rum og forklarer, hvorfor netop det er så vigtigt for at skabe en god by. Hun har masser af forskellige eksempler med og så vil hun også fortælle om arbejdet med at renovere Jernbanegade og om arbejdet med at udvikle Kolding midtby, som hun er tæt involveret i, fortæller Rikke Marie Schumann, arkitekt i By- og Udviklingsforvaltningen og tovholder på Arkitekturens Dag i Kolding, i en pressemeddelelse.
Efter Louise Grassovs foredrag er der prisbelønning, hvor Kolding Kommune uddeler årets arkitekturpriser.
Bæredygtighed og verdensmål
I Kolding Kommune står bæredygtighed og FN’s Verdensmål højt på dagsordenen og i år indeholder programmet for Arkitekturens Dag flere arrangementer med denne vinkel. I Boligforeningen AAB kan man høre oplægget ’Vi planter ikke egetræer – vi passer på dem’, som handler om, hvordan en almen boligforening arbejder med verdensmålene.
Der er også to rundvisninger, der har bæredygtighed og cirkulær økonomi som omdrejningspunkt. Den ene er i Danske Banks nye domicil i Design City, der har opnået en guld-certificering i bæredygtighed og den anden rundvisning er på den nye genbrugsplads for cirkulær økonomi på Bronzevej.
Alle er velkomne til Arkitekturens Dag i Kolding kommune, men nogle af arrangementerne kræver tilmelding.
Program
Kl. 14-15: Livet rundt i Søstrehuset
Kom og hør om Søstrehuset, der var de ugifte søstres fælles hjem men også et kristent åndeligt, arbejds- og økonomisk fællesskab. Tilmelding på tlf. 79 79 17 73 eller på mail: ce*****@Ch************.dk
Kl. 15-16.30: Vi planter ikke egetræer – vi passer på dem
Kom og hør en ildsjæl fortælle om, hvordan et alment boligområde og verdensmålene spiller sammen – og ikke mindst om hvordan der lokalt værnes om de almene værdier. Sted: Fælleshuset AAB, Norgesvej 19, 6000 Kolding.
Kl. 15-17: Bæredygtigt byggeri betaler sig
Temamøde om bæredygtighed, cirkulær økonomi og erhvervsfremme. Danske Banks domicil i Kolding har opnået LEED certificering i guld. Tilmelding via link: https://events.danskebank.com/479555
Kl. 16-18: IBC Innovationsfabrikken, åbent hus + rundvisning
Tilmelding til rundvisning: sa*@ib*.dk. Max. 30 deltagere.
Kl. 16.30-17.30: Byen i øjenhøjde
Arkitekt MAA og urban designer Louise Grassov sætter fokus på samspillet mellem byens bygninger og byens rum og ser på hvorfor det er vigtigt for en god by. Sted: Kolding Bibliotek.
Kl. 17.30-18.30: Kolding Kommunes Arkitekturpris 2019
Borgernes favorit og årets prisbelønninger af god arkitektur afsløres ved en reception.
Kl. 19-20: Genbrugsplads for cirkulær økonomi
Kom og hør om visionerne for den nye genbrugsplads og en ny genbrugsadfærd og få et kig ind i tilblivelsesprocessen. Tilmelding senest 3. okt. kl. 12 til: ni***@ko*****.dk
Kl 19.30: Filmen ”PUSH” i Nicolai Bio
Vises i samarbejde med Arkitektforeningen og Copenhagen Architecture Festival.