Fra mandag den 18. maj er der igen mulighed for at låne bøger og andre materialer. Bibliotekerne i Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup vil i denne første fase have begrænsede åbningstider.
Mange borgere har savnet at kunne låne fysiske bøger på bibliotekerne, men det bliver der nu mulighed for igen. Bibliotekerne er med i genåbningen af Danmark, men i den første tid vil der være begrænsninger på, hvad man kan på bibliotekerne.
Åbningen er koordineret med myndighedernes retningslinjer for genåbning af bibliotekerne, oplyser Koldingbibliotekerne i en pressemeddelelse.
Kun udlån og aflevering
På Koldingbibliotekerne bliver det muligt at låne og aflevere i det tidsrum, der er personale på bibliotekerne. Lånere må kun kortvarigt tage ophold for at udvælge materiale til hjemlån.
Det vil derfor ikke være tilladt at opholde sig på bibliotekerne for at studere, holde møder, bruge pc’erne, deltage i arrangementer og så videre i denne del af genåbningen. Bibliotekspersonalet kan heller ikke tilbyde længere søgninger på litteratur sammen med borgerne på biblioteket, men hjælper gerne via telefon.
– Jeg er virkelig glad for, at bibliotekerne får lov at åbne dørene for borgerne igen. Når vi åbner på mandag, bliver det i en skrabet udgave, der kun tillader udlån og aflevering. Sådan er det lige nu, fordi alle skal hjælpe til med at mindske smittespredningen i samfundet og passe på vores ældre og udsatte borgere. Vi byder altså velkommen til et afhentnings- og udlånssted, hvor borgerne endnu ikke må slå sig ned og tage ophold. Et godt råd til borgerne er derfor at bestille bøger hjemmefra, så står de klar på afhentningshylden, når man kommer, siger bibliotekschef Pia Henriette Friis.
Det haster ikke med at aflevere
For at undgå kø ved afleveringsautomaten de første dage, opfordrer biblioteket til, at man venter med at aflevere, hvis det er muligt, eller benytter den udendørs afleveringsautomat på parkeringspladsen ved Behrensvej. Der er nemlig over 40.000 bøger og andre materialer udlånt til borgerne lige nu, som venter på at blive afleveret.
Biblioteket forlænger også perioden med gebyrfrihed frem til den 15. juni, så borgerne har god tid til at få afleveret materialerne igen.
Brug bibliotekets app til at reservere
Borgerne kan nemt reservere bøger og andre materialer på bibliotekets hjemmeside, eller endnu nemmere i bibliotekets app ”Biblioteket”. I app’en er det også nemt at få et overblik over reserveringer, afhentningsbeskeder og afleveringsfrister.
Nye åbningstider på lokalbibliotekerne
I Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup er der nye åbningstider. I den første periode af genåbningen er det ikke tilladt for borgerne at benytte bibliotekerne uden personale til stede. De nye åbningstider kan ses på bibliotekets hjemmeside koldingbib.dk/åbningstider.