Kolding Netavis

Kolding IF henter landstræner

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Fodbold

Afgående landstræner ansættes i Kolding IF.

Kolding IF har ansat den afgående U17-landstræner, Michael Mex Pedersen, fra 1. juli. Den rutinerede træner og tidligere professionelle fodboldspiller tiltræder i rollerne som Head of Coaching og transitionstræner, og derudover skal han dele ud af sin store erfaring og kvalifikationer til klubbens andre trænere. Michaels primære opgave bliver at bygge bro fra klubbens akademi til førsteholdet.

Selv glæder hovedpersonen sig meget til at komme i gang med det, han kalder en spændende udfordring:

– Jeg ser meget frem til at komme i gang. Jeg har været hjemsendt fra DBU i en periode, så jeg er rastløs efter at komme i gang. Det er en spændende udfordring. Jeg har været i dialog med Niki (Zimling) i lang tid, og de ideer og visioner der er i klubben, virker fornuftige og drager mig meget; det er et helstøbt projekt, fortæller Michael Mex Pedersen på Kolding IFs hjemmeside.

56-årige Michael Mex kvalificerede sig sammen med U17-landsholdet til U17-EM, der denne sommer skulle have været afholdt i Estland. Med landsholdet vandt han 22 sejre ud af 23 kampe, inden han nu overgår fra cheftræner til sine to nye roller.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel