Under et halvt sekund mellem de to bedste danske hold.
De lettiske rallykørere Agris Stanevics og Uldis Hmielevskis vandt en meget klar sejr i weekendens Oresund Rally tællende til det danske mesterskab SONAX DASU Classic og det nordeuropæiske mesterskab NEZ i historisk pålidelighedsrally. Fra start til mål udviste de yderst sikker kørsel i deres VAZ LADA 1500 fra 1977, men uheldigvis benyttede de instrumenter af en type, der er tilladt i dansk mesterskab, men ikke i NEZ.
Dermed vandt de stadig Oresund Rally, men mistede de point, de i virkeligheden var kommet langvejs fra for at hente.
-No hard feelings, reglerne skal følges, sagde codriver Uldis Hmielevskis ved mål i Roskilde lørdag aften og tilføjede:
-Vi er glade for resultatet og for den støtte vi har fået hele vejen af arrangørerne. Det har vi aldrig oplevet før.
Koldingenser med i løbet
Bedst blandt tilmeldte i NEZ blev nu Per Vilslev fra Hillerød og Erik Andersen fra Kolding i Opel Kadett GT/E fra 1978. Dermed har de en reel chance for at vinde mesterskabet, der afgøres til efteråret.
Kampen om at blive bedste danske hold i Oresund Rally udviklede sig til et knivskarpt opgør mellem far og dattermandskabet Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf fra Holte og Frederiksberg i VW Scirocco GTL fra 1985 og ægteparret Poul og Hanne Juhl-Godballe fra Ry i VW Golf GT fra 1988. I mål var der blot 0,4 sekund mellem dem, hvor førstnævnte tog stikket. Weber-mandskabet vandt også Oresund Rally for to år siden.
Bedst placerede svenskere blev dansk-svenskeren Karsten M. Svensson og den tidligere svenske verdensmester Stig Blomqvists codriver Hans Sylvan i en Datsun 240 Z fra 1973, mens bedste norske hold blev Aasmund Kleve og Oddvar Moland i en Mercedes-Benz 280 CE fra 1977.
Tre helt nye elbilmodeller
Det klassiske løb blev i sin 11. udgave gæstet af tre helt nye elbilmodeler, der havde fundet vej til løbets åbne klasse, hvor alle biler kan deltage.
Kim Kjærsgaard Frandsen fra Malling og Kristian Flensbak Jørgensen fra Aarhus sejrede i den kinesiske Aiways U5 elbil foran Tim Svanholt fra Øm ved Roskilde og Mathias Hansen fra Göteborg i Porsche Taycan GTS Sport Turismo samt Toni Hansen fra Horsens og Viggo Møller Johansen fra Vejle i Mercedes EQE 350.
Eftersom Oresund Rally er et slow-rally, havde elbilerne ikke glæde af deres mange flere hestekræfter, og desuden kørte de med mindre avancerede navigationsinstrumenter end de klassiske biler. Alligevel var Kjærsgaards og Flensbaks resultat så godt, at de kom i mål blandt løbets 10 bedste.
Rallyets event organizer Michael Eisenberg, København, siger: ”Oresund Rally havde fra starten for 11 år siden som et af sine mål at promovere elbilerne, men vi var måske for tidligt ude. Nu har vi atter bragt elbilerne ind i motorsporten samtidig med, at rygraden i Oresund Rally fortsat er at fremvise bilismens kulturarv gennem de klassiske biler.”