Kolding Netavis

Kan du strikke: Så kan du hjælpe med dette projekt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Vonsild

Du kan også hjælpe Mødrehjælpens afdeling i Kolding.

Mødrehjælpen i Kolding stod tirsdag formiddag ved indgangen til Superbrugsen i Vonsild.

Baggrunden var, at fortælle mere om deres nissehue-projekt:

– Det går ud på, at vi skal have rigtig mange til, at hjælpe os med, at strikke nissehuer i ren uld. De bliver sat til salg nede i butikken i Blæsbjerggade i Kolding til 100 kroner pr. stk. Alle de penge, som vi får ind, går til aktiviteter for de familier vi har kontakt med her i byen, fortæller Birgit Christensen, som er ansvarlig for strik hos Mødrehjælpen i Kolding, til Kolding Netavis.

Satser på 400 nissehuer i år

Garnet, der bliver brugt til at strikke med, er sponsoreret:

– Vi håber på, at få endnu en donation af garn, så vi kan nå op på 400 nissehuer i år, tilføjer Birgit Christensen.

Sidste år i september måned fik hun idéen til, at butikken i Blæsbjerggade kunne pyntes op til jul med strikkede nissehuer. Og selv om man kom sent i gang med det, blev der alligevel solgt 120 nissehuer fra midten af november. De var solgt meget hurtigt og håbet er derfor i år, at sælge 400 nissehuer, men det kræver hjælp til at strikke nissehuerne.

Mangler nogle til at strikke

At Mødrehjælpen tirsdag formiddag stod foran Superbrugsen i Vonsild var det med det formål, at udbrede kendskabet til nissehue-projektet og at få fundet personer, som vil hjælpe med, at strikke nissehuer, som kan sælges til jul:

– Vi har virkelig brug for nogle, som kan strikke – dels nissehuer, mens også små trøjer samt ting og sager til butikken. Men man skal være opmærksom på, at man strikker med salg for øje. Nogle af trøjerne går også i startpakkerne, men størstedelen bliver solgt, så vi får midler til at lave aktiviteter, siger Birgit Christensen.

Artiklen fortsætter under billedet…

Her ses Birgit Christensen foran Superbrugsen i Vonsild med nissehue-projektet. Foto: Elo Christoffersen.

Hvis man vil hjælpe med at strikke, kan man henvende sig i Mødrehjælpens butik i Blæsbjerggade i Kolding, hvor man får garnet udleveret eller kontakte Birgit Christensen på mobil: 4093 8582.

En ældre organisation

Mødrehjælpen er en organisation, som har eksisteret siden 1924. Afdelingen i Kolding driver en genbrugsbutik i Blæsbjerggade, hvor man kan aflevere ting – men også købe ting:

– Jeg synes, vi har en høj kvalitet af det vi sælger nede i midtbyen. Og til november, så går der nissehuer i det, griner Birgit Christensen.

Mødrehjælpen hjælper familier, som har det svært. Det kan være sygdom, skilsmisse eller meget andet:

– Vi laver startpakker til Kolding Sygehus og til sundhedsplejen i Kolding Kommune, hvor familier, der har nogle udfordringer, kan få en startpakke, så man har noget at gå i gang med, når der kommer en lille ny. Der sidder over 1000 kvinder over hele landet og syr patchworktæpper. Så alle pakker Mødrehjælpen udleverer, er der et lille starttæppe, så ens baby kan ligge på maven og hygge sig der. Så der er mange kræfter i gang for at hjælpe og al hjælpen foregår her i Danmark, forklarer Birgit Christensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *