I et pilotprojekt har elever fra fem uddannelsesinstitutioner igangsat konkrete klimahandlinger, som skal gøre det lettere og mere attraktivt at agere klimavenligt i hverdagen på deres skoler. Nu har eleverne præsenteret deres initiativer for de regionale politikere.
Affaldssortering, tøjbyttedage og kantinemenuer med flere kødfrie retter. Det er nogle af de klimahandlinger, som elever fra Kolding Gymnasium, Vejen Business College, Odense Katedralskole, EUC Syd – Tønderafdelingen og Svendborg Gymnasium har gennemført i løbet af skoleåret, oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Klimaindsatserne er blevet gennemført i et pilotprojekt, som Region Syddanmark står bag, og skal være med til at skabe bedre rammer for mindre klimabelastende forbrug og adfærd på de syddanske ungdomsuddannelser og i Syddanmark i det hele taget. Pilotprojektet er et led i arbejdet med at reducere klimaaftrykket i Region Syddanmark, der er en af målsætningerne i regionens klimastrategi.
Unge viser vejen til en hverdag med mindre klimabelastning
I projektet har eleverne i en række workshops udarbejdet klimahandleplaner for deres skoler. De har inddraget alle dele af deres hverdag, lige fra spisevaner til tøjvalg og transport, for at se, hvor de selv havde mulighed for at mindske deres klimaaftryk og tage aktivt del i klimaindsatsen.
En af de deltagende elever er 16-årige Olivia Sofie Byskov, der går i 1.E på Odense Katedralskole:
-På min skole har vi bl.a. arrangeret tøjbyttedage, for at sætte fokus på at det ikke er nødvendigt at købe nyt hele tiden, og vi har også set på et nyt affaldssystem, så vi kan sortere mere. Vi har også oplevet, at det ikke altid er nemt at ændre f.eks. på kantinen, hvis den er drevet af et stort firma, men projektet har været godt, fordi skolen har lyttet og været med på vores idéer. Det er fedt at opleve, at politikerne interesserer sig for og bliver inspireret af vores klimahandlinger. Personligt tager jeg en masse andre idéer til klimahandlinger med herfra, som vi kan arbejde videre med i vores elevråd og miljøråd, og så skal vi selvfølgelig sørge for, at de ting, vi har sat i gang, holdes ved lige.
Omgivelserne skal bakke op om adfærdsændringer
I denne uge blev afslutningen på pilotprojektet markeret ved, at eleverne præsenterede deres konkrete klimaindsatser for hinanden og for politikere fra Udvalget for regional udvikling.
Michael Nielsen (K), der er formand for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, roser elevernes handlekraft:
-Det er skønt at opleve, hvordan eleverne er gået foran – de har handlet – de har prøvet at ændre på konkrete forhold på skolen, selvom det ikke altid er populært. Eksempelvis har flere grupper forsøgt at indføre mere vegetarmad i kantinen, selvom de ved, at mange af deres kammerater hellere vil spise kød. Tanken med pilotprojektet har netop været at give eleverne mulighed for at udfordre deres vante rammer, for vi ved, at det er vanskeligt at ændre adfærd på egen hånd, hvis ikke omgivelserne bakker op. De unges handlinger har givet os inspiration til, hvad der kan gøres for at skabe endnu bedre rammer for et bæredygtigt og godt liv i Syddanmark.
Pilotprojekt skubber til vaner og normer
Flere end 50 klimaengagerede elever fra de fem deltagende skoler har været med til at føre pilotprojektets klimaindsatser ud i livet. Pilotprojektet er blevet faciliteret af CONCITOs Klimaambassade, der undervejs i projektet har leveret faglige input og hjulpet eleverne med at udvikle de konkrete indsatser.
Charlotte Jensen, der er adfærdsanalytiker i CONCITO siger:
-Vi er rigtig glade for at have været en del af dette vigtige projekt. Danskernes forbrug har et stort klimaaftryk, og der er derfor brug for, at vi grundlæggende lever vores hverdagsliv anderledes end i dag. Vi skal sammen gentænke, hvad et godt liv er, og samtidig sørge for, at vi reelt har adgang til og mulighed for at tage klimarigtige valg i vores hverdag. Dette pilotprojekt er med til at vise, at det er muligt at skubbe til de rammer og strukturer, vi færdes i, men også at det kan være svært. De elever, der har deltaget, har sat klimahandlinger i gang, som alle på skolerne kan deltage i, og det er vigtigt netop at skabe konkrete handlerum for forandring, hvis den grønne omstilling skal lykkes for os.
Alle ungdomsuddannelser i Region Syddanmark har været inviteret til at deltage i pilotprojektet, der havde plads til fem deltagende ungdomsuddannelsesinstitutioner. I udvælgelsen af deltagere blev der lagt vægt på størst mulig spredning af ungdomsuddannelserne i forhold til uddannelsestype og geografi.
Klimaindsater, der er sat i gang eller er på vej
Odense Katedralskole: Tøjbyttedag, affaldssystem, flere planter på skolen og fokus på klimavenlig jul.
EUC Syd – Tønderafdelingen: Bedre affaldssortering og genbrug af madrester fra bageriet.
Svendborg Gymnasium: Bedre affaldssortering, klimavenlig mad i kantinen, spisefællesskab og genbrugs-/vintagemarked.
Kolding Gymnasium: Vegetarmad i kantinen og i hjemmene, bedre affaldssortering og flere planter på skolen.
Vejen Business College: Nyt affaldssorteringssystem og vegetarisk/vegansk mad i kantinen.