Fire mænd fremstilles i grundlovsforhør efter en ransagningsaktion torsdag.
I forbindelse med efterforskning af skunkproduktion foretog Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag en ransagningsaktion på tre forskellige adresser i politikredsen, i henholdsvis Lindtrup, Rødding og Skodborg i Vejen Kommune.
Fire mænd blev anholdt og fremstilles i grundlovsforhør.
Den ene mand, en 42-årig mand fra Vietnam, fremstilles ved Retten i Esbjerg. Han er sigtet for overtrædelse af udlændingeloven ved at opholde sig ulovligt i Danmark, og de tre andre mænd fremstilles i Esbjerg, sigtet for i forening for at have overtrådt straffelovens §191 ved at have fremstillet en større mængde skunk. Endvidere vil de blive sigtet for tyveri af elektricitet.
Sagen er blevet efterforsket af en lille gruppe efterforskere fra Haderslev Politi gennem et stykke tid, på baggrund af en anmeldelse fra elselskabet. og i går valgte politiet så at slå til i en større aktion hvor flere eksterne samarbejdspartnere, bl.a. Beredskabsstyrelsen og Dansk Brandteknologisk Institut ydede stor bistand i forbindelse med aktionen.
Af hensyn til den videre efterforskning i sagen, vil anklagemyndigheden begære lukkede døre ved grundlovsforhøret af de tre mænd.
Fakta
Straffelovens §191 siger:
1. Den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 10 år. Angår overdragelsen en betydelig mængde særligt farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særligt farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 16 år.
2. Stk. 2.
På samme måde straffes den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer med forsæt til at overdrage dem som nævnt i stk. 1.