Vinterpligter: RealMæglerne har samlet tre vinteranbefalinger til boligejere, som er værd at huske, når den første vintersne falder.
Som boligejer i Danmark har du vinterpligter over for dine medborgere, når frost og sne sætter ind. Det betyder i hovedtræk, at du er ansvarlig for snerydning af fortov og færdselsarealer ved dit hus.
Læs her RealMæglernes tre vinteranbefalinger til boligejere, som du med fordel kan hænge op som huskeseddel på køleskabet hen over vinteren.
Når sneen falder, skal du:
1. sørge for, at fortov og færdselsarealer ved huset er ryddet for sne mellem kl. 7 og kl. 22 (fra kl. 8.00 om søndagen)
2. fjerne istapper fra/ved dit tag, så de ikke rammer folk i hovedet
3. sprede grus, salt el.lign. mod isslag på fortov og færdselsarealer
Kan få alvorlige konsekvenser
Man behøver blot at stikke snuden uden for hoveddøren for at bemærke, at det er blevet koldere i vejret. Derfor er det ifølge Thomas Jacobsen, markedsdirektør i RealMæglerne også nu, man skal begynde at indstille sig på vinterpligterne.
I modsat fald kan det få alvorlige konsekvenser:
– Det er vigtigt, at man som boligejer følger sine vinterpligter. Skulle uheldet være ude, risikerer man at blive gjort erstatningsansvarlig. Den, der er kommet til skade, kan gøre krav på udbetaling af erstatning for skader og fx tabt arbejdsfortjeneste, hvis man har forsømt sine pligter. Der kan også blive tale om erstatning for svie og smerte, varige mén, tab af erhvervsevne mv., siger han.
Skal sikre dig selv og andre
Fortov, indkørsel, havegang, trapper samt andre færdselsarealer foran huset skal ryddes. Det skal sikre dig, men det skal også sikre, at postbud, skraldemand, gæster mv. kan færdes sikkert ved din bolig.
Rydningen skal ske så hurtigt som muligt, efter sneen er faldet. Det betyder ikke, at du skal skynde dig hjem fra arbejde. Det skal blot gøres straks efter, du er kommet hjem.
Er der istapper på dit tag, som du ikke kan komme til, skal du sørge for at advare forbipasserende med afspærring og evt. skiltning. Herefter skal du hurtigst muligt få istapperne fjernet.
Gode råd om vintersikring af boligen
• Fjern fygesne fra loftet, hvis sneen er trængt ind
• Isoler vandrør på kolde lofter mv., så du undgår frostsprængninger
• Frigør ”frosne tagrender” for is, så smeltevand og nedbør ikke løber over og skader træ- og murværk på huset