Kolding Netavis

Omkring 1280 overtrædelser ved skolestartskontroller

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Der er fortsat brug for at holde et ekstra øje med skolevejene. Det vidner resultaterne om fra den målrettede indsats i forbindelse med skolestart, som Sydøstjyllands Politi, ligesom resten af landets politikredse, netop har afsluttet.

I løbet af ugerne 33, 34 og 35 gennemførte Sydøstjyllands Politi 157 kontroller ved skolerne i politikredsen. Det resulterede i, at omkring 1.280 biler, som på en eller anden måde havde overtrådt reglerne, blev standset. I omkring 1.197 ud af de omkring 1.280 tilfælde handlede overtrædelserne om hastighed.

– Der er stadig alt for mange, der ikke overholder reglerne og vi ved jo blandt andet, at hastighed har stor betydning for risikoen for at ende i et uheld – og at uheldet i værste tilfælde kan ende med trafikdrab, siger politikommissær John Rand Skjødt fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse og tilføjer:

– Skolebørn og deres forældre skal kunne føle sig trygge i trafikken og derfor fortsætter vi også med løbende at holde et ekstra øje med skolevejene – og det gør vi hele året rundt.

Politiindsatserne var koncentreret om skoleveje, hvor der især var fokus på:

• bilernes hastighed
• om børnene var fastspændt i bilerne i sikkerhedssele
• om førerne selv huskede at anvende sikkerhedssele
• skolepatruljernes arbejde, og
• forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.

Næste år gentager Sydøstjyllands Politi den målrettede indsats ved skolestart i et tæt samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *