Læserbrev af Hans Holmer (SF), gruppeformand for SF og byrådsmedlem, Skovbogade 8, 6000 Kolding.
Det hjælper ikke noget at have ret, når den anden har en lastbil, sådan skulle Storm P vist have sagt.
Og sådan tror jeg også, at beboerne omkring Violvej føler det. Jeg kan egentlig godt forstå dem, for det påtænkte nybyggeri giver ikke mening.
Uanset om alle de formelle krav er overholdt, så viser denne sag, at vi som politikker skal blive endnu bedre til inddragelse af naboer, og vi skal blive endnu bedre til den demokratisk proces. Det har ikke været godt nok.
Sagen har været på dagsordenen af flere omgange i Plan-, Bolig og Miljøudvalget for at se, om der kunne findes en løsning, hvor der både var plads til bebyggelse og til beboerne i området.
Her kan man spørge: Hvornår kan man egentlig tillade sig at sige fra? – Vi sagde i SF ja til at sende forslag til lokalplan i høring, for at få sagen bedst muligt belyst. Som investor kan det være frustrerende at prøve at tilpasse projektet efter politiske ønsker, når vi her politisk ender med at sige nej. Men det er vores politiske ansvar at sige nej, når et projekt opleves som forkert placeret.
I SF´s optik giver det ikke mening at byfortætte omkring Violvej, fordi det simpelthen ikke passer ind i området at proppe mere byggeri ind.
SF ønsker en overordnet helhedsplan for området omkring Violvej, Skamlingsvejen, cirkuspladsen og Campusområdet, hvor også de grønne områder og ophold for mennesker er tænkt ind.
Her kan vi drage nytte af måden, vi udvikler Riberdyb og Holmsminde, hvor vi fra politisk side har sat retningen, og investorer herefter kan byde ind ift. de rammer vi sætter.
På den måde får vi muligheden for at få skabt helhed i byudviklingen. Og investorerne ved hvilken ramme de har.