Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), retsordfører, Sindalvej 4, 6000 Kolding.
Tibetkommissionen må føre til, at vi sikrer offentligt ansattes ytringsfrihed bedre.
For hvordan kunne det gå til, at politifolk i årevis VIDSTE, at politiet knægtede grundlovssikrede rettigheder hos demonstranter i forbindelse med kinesiske statsbesøg? Men ALDRIG sagde noget om det til nogen.
Svaret er vel indlysende: De havde deres job på spil.
Det forblev derfor en velbevaret hemmelighed indtil pensionerede politifolk stod frem og bekræftede, at sådan havde det været i mange år. Men de havde jo heller ikke deres job på spil længere.
Det duer ikke i et demokrati.
Jeg vil have et samfund, hvor offentligt ansatte kan sige fra. Hvor politifolk, socialrådgivere og alle mulige andre tør.
Deres ytringsfrihed skal beskyttes i loven. Og det skal være arbejdsgiveren, som skal bevise, at en eventuel fyring, forflytning eller degradering ikke sker med baggrund i en lovlig ytring. Sker der alligevel, skal der falde en erstatning.
De tre krav har jeg med i de forhandlinger, som vi netop har åbnet om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det sker på baggrund af mit forslag om med samme krav sidste år.
Vi har nemlig brug for en åbenhedskultur. Den kommer ikke af sig selv. Den skal villes og understøttes af lovgivning.