Læserbrev af Vibeke Henriksen, bestyrelsesmedlem i Venstres vælgerforening, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
Jeg blev meget begejstret over at læse, at Eva Kjer Hansen er en ud af de otte indstillede til Berlingske Tidendes nye tiltag: Fonsmark-prisen. Denne pris tildeles markante samfundsdebattører, som på afgørende vis, har bidraget til den borgerlige debat.
I min optik, er indstillingen af Eva er helt på sin plads. Hun har, om nogen, sat det danske folkestyre-model til debat. Det er befriende at have en moderne samfundskriger som Eva, der har mod og vilje til at komme til orde.
Eva tør kritisere den almindelige danskers måde at forsømme Folketinget på. En kritik, som kan være øretævernes holdeplads. Det er ikke nemt at tale op imod de danske vælgere, og det kan koste, da der ofte er flere stemmer at hente i symbolpolitik og medie-ræs. Jeg har kun beundring til overs for en kvinde, der kan og vil andet end moderne overfladepolitik.
Berlingske Tidende har ret i, at det er helt tydeligt, at hun har stor interesse for folkestyrets tilstand: magtfordelingen og Folketingets arbejdsforhold. Dette er ikke noget som den almindelige dansker går så meget op i. Vi vælgere vil have valuta for pengene. En krones værdi skal kunne måles og vejes, og især sættes i perspektiv til, hvad den har gavnet. De offentlige midler skal også kunne bruges til at sikre, at vores lands vigtigste institution, Folketinget, arbejder konstruktivt, målrettet og lødigt for vores land. Den tillid skal være til stede.
Eva er kendt for at være en politiker med samfundsfremmende mærkesager. Hun er en benhård forhandler i politik og har været siddende minister i mere end 7 år. Som Socialminister i 2004, kastede hun sig ud i debatten omkring ”at hylde uligheden”. Det var et opgør mod de socialdemokratiske tendenser til ligemageri. Hvilket skabte en del røre på tværs af de partipolitiske skel, men også i eget bagland under en Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Det var en debat, som alligevel endte med, at det blev legalt at diskutere uligheden i samfundet, og hvordan ulighed også kan skabe dynamik og komme de svageste til gode.
Det danske samfund har fået en kedelig klang, der udmønter sig i, at man kaster blå øjne efter vælgerne op til et valg. Efter valget er vel overstået, så kan man nærmest mærke bræmmen af politikerlede, der skyller ind over den almindelige befolkning. Det er ofte tomme og uindfriede løfter, som står tilbage, som fuldt oplyste neonskilte. De tomme ord klinger hult og smertende.
Netop derfor er det dejligt forløsende at have en politiker, som stadig tør at stille skarpt på os vælgere. Vi bliver udfordret, og der er fokus på forventningerne. Det er den stil, som gør, at Eva Kjer Hansen er indstillet til den fornemme pris. Vi skal lære at se ud over vores egen navle, og komme til en erkendelse af, at selv vores fyrtårn, Folketinget, trænger til en modernisering og investering – også selvom det koster på bundlinjen.
Jeg krydser alt, hvad krydses kan, for at Eva Kjer Hansen vinder prisen. For uden samfundsrevsere bliver vi stagnerende, og debatten kan risikere at dø. Det er næppe noget, som man vinder et valg på, men hun har min fulde respekt for at turde, hvor andre tier.
