Kolding Netavis

Venstre ved du ikke, hvor du har

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), regionsmedlem i Region Syddanmark og borgmesterkandidat i Kolding Kommune, Gl. Bjert 39c, 6091 Sdr Bjert.

Jeg kan forstå på de seneste dages udmeldinger fra Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre har besluttet sig for at stå i spidsen for et borgerligt klimaprojekt.

Det er jo i sandhed nye toner fra et parti, der i al den tid jeg kan huske ikke alene med Ellemanns ord har været fodslæbende på miljø- og klimaområdet, men jo direkte har stået for store beskæringer af miljøindsatsen – ikke mindst under Fogh og Løkke regeringerne.

Og hvor daværende miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen blev fyret som minister i 2016 i sagen om gyllegate: Større udledning fra landbruget i vore farvande med de konsekvenser, vi nu kan se tydeligt i bl.a. Lillebælt.

Hvis kovendingen er alvorligt ment, er det en god nyhed.

For Venstre vil det kræve meget aflæring ikke mindst af kærligheden til asfalt og motorveje, men også af den tætte tilknytning til de dele af landbruget og industrien, der ikke er med på den grønne omstilling, men også af store dele af Venstres folketingsgruppe.

Det vil også kræve rigtig meget tillæring i fremover altid at sætte miljø, klima, bæredygtigheds – og naturhensyn højt på den politiske dagsorden. Højere end kortsigtede økonomiske interesser. Villighed til at tage de politiske opgør med dem, der forsinker den grønne udvikling.

Her kan I godt få brug for et parti som SF, der jo altid har kæmpet den grønne kamp nogle gange lidt alene og andre gange med direkte modstand fra bl.a. Venstre

Men lad os et øjeblik glemme alt om venstres ageren indtil nu og glemme alle eksemplerne på et Venstre, der ikke ville være med. Lad os kigge fremad. Den næste store prøve bliver de kommende landbrugsforhandlinger, hvor opgaven er den omstilling af landbruget, der muliggør at landbruget leverer sin del af at opnå en 70 % reduktion af CO2 i 2030 om 9 år.

Her vil det vise sig om Ellemann har flyttet sig- og venstre – eller det bare var varm luft.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *