Læserbrev af Hanne Dam, Byrådspolitiker (løsgænger) og næstformand i Social- og sundhedsudvalget, Fredericiagade 34, 6000 Kolding.
I december vedtog Byrådet en værdighedspolitik. Af politikken fremgår det, at uanset hvad, handler værdighed grundlæggende om relationer, tillid og nærvær.
Det handler om forskellige ting, måske er det at være selvhjulpen og klare hverdagen selv? Måske er det at føle sig pæn og soigneret? Måske er det at ens kompetencer og viden bliver brugt?
Målet med værdighedspolitikken er, at de konkrete indsatser der iværksættes, skal understøtte relationen, tilliden og nærværet mellem dig som borger og medarbejderen.
Det mest ærgerlige er, at politikken kun gælder for seniorforvaltningen. I dage, hvor vi med meget kort tid lukker væresteder og lign., savner jeg værdighed.
I hvilken anden forvaltning kan man gøre det. Det ville aldrig kunne være sket med et aktivitetscenter for ældre, en værested for unge eller børn eller lign. Der er de pårørende for stærke.
Jeg synes, at det er en uværdig beslutning, som Social- og sundhedsudvalget har taget. Midt i en proces med borgerne – omkring fremtidige væresteder – fattes riget penge og der tages bare uovervejede beslutninger.
Værestederne skal flyttes sammen – har vi nået at tale om misbrugsmønstre, frivillige brugere på værestedet, Borgernes Centrum, kulturerne, overdragelse af medarbejdere samt hvordan det fysisk kan lade sig gøre?
Meget står i det uvisse og jeg synes, at vi som befolkning er blevet fattigere. Vi tager beslutninger hen over hovedet på sarte og udsatte borgere, selvom vores samfund aldrig har været rigere.
Regnbuen og Folkekøkkenet har fået besked om sammenlægningen og jeg håber, at det går smertefrit for brugerne og personalet.
Jeg vil ønske alle borgerne og medarbejderne et rigtigt godt nytår og jeg vil holde mig orienteret om, hvordan det spænder an og hvilke konsekvenser det får for brugerne.