Læserbrev af Ole Alsted (V), medlem af Økonomiudvalget, Viuf Stationsvej, 6052 Viuf.
Byrådsmedlem Elvis Comic (S) skrev et læserbrev den 2. maj 2019, hvor han gjorde sig umage med at bruge sejlerudtryk omkring Kolding kommunes økonomi.
Elvis Comic skriver, at kaptajnen (borgmesteren) padler i en optimistjolle. Sandheden er, at Elvis Comic nu tisser op mod vinden. Og det er ikke klogt. Hvis vi bliver i sejlerudtryk, så er den kurs, som den socialdemokratiske byrådsgruppe nu sætter en meget mærkelig retning uden land i sigte.
Angrebet fra Elvis Comic blæser i vinden. Det er uforståeligt, når det er en kendsgerning, at den socialdemokratiske byrådsgruppe stemmer for de samme ting som resten af partierne i byrådet.
Senest ved mødet i økonomiudvalget (uge 19), hvor vi drøftede netop økonomi og styring af økonomien, også her blev der udtrykt tillid og tro på, at vi gør det rigtige og det nødvendige i situationen.
Byrådets to socialdemokratiske medlemmer var også i denne sag enige med Venstre. Derfor er det besynderligt at læse Elvis Comics mærkværdige udtalelser, der nu peger i en helt anden retning.
Venstre i Kolding kommune har sat en klar kurs. Det er ikke hver dag, vi har vinden i ryggen, men vi er alle i samme båd, og fortsat indstillet på et bredt samarbejde. Også med socialdemokraterne, når de besinder sig til at vende skråen. Skib – ohøj!