Læserbrev af udvalgsformændene Eva Kjer Hansen (V), Ndr. Ringvej 68, 6000 Kolding, Birgitte Kragh (V), Hjarupvej 20, 6640 Lunderskov og Trille Nikolajsen (V), Spurvevej 8, Vester Nebel, 6040 Egtved.
Forud for valget lovede Villy Søvndal og SF mere ligestilling i Kolding Byråd. Her efter valget har partiet åbenbart glemt alt om de flotte ord og om, at de lovede en fair fordeling mellem mænd og kvinder.
De ligestillingsmæssige løfter var ellers meget klare i JV den 8. marts i år. ”Vi tror ikke på, at kvinder ikke kan eller vil.
Derfor vil vi gerne love, at når vi forhåbentlig får en del mænd og kvinder i byrådet, så vil vi også sikre, at alle kan få andel i de spændende poster. Det betyder, at kvinder også får udvalgsposter og lønnede poster i forhold til deres repræsentation”. Så klart var tilsagnet fra Villy Søvndal. Dengang.
Nu kan nyvalgte Iben Lehman Rasmussen i hvert fald se sig forbigået. Hun får ingen formandspost, men bliver menigt medlem af en række udvalg.
Mændene sætter sig til gengæld alle på en formandspost for et udvalg. Så meget for SF´s snak om ligestilling.
I Venstre tror vi på, at kvinder både kan og vil. Ligesom vi tror på, at mænd kan og vil. Derfor har vi også sørget for at fordele posterne fair imellem os alle.