Hvordan er reglerne, når vi får en hedebølge ind over landet? Få svaret her!
Sommeren 2018 har allerede skrevet sig ind i historien. Men nu lurer en decideret hedebølge om hjørnet.
I følge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) vil hedebølgen især ramme onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Her kan temperaturen lande på 33 grader. Men DMIs prognose lover fra søndag, at det stadig vil være ret varmt – dog mere udstadigt. I perioden er der også udsigt til, at du kan flytte sengen udenfor. Om natten kan temperaturen nogle steder blot falde til 21 grader.
Kan jeg få varmefri?
Og nu til spørgsmålet mange stiller sig selv: Kan du få varmefri?
Nej, er det enkle svar fra Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet skriver om hedebølge:
Arbejdstilsynet anbefaler, at temperaturen holdes på 20-22 grader ved stillesiddende eller stillestående arbejde som eksempelvis i kontorer.
Arbejdstilsynet kræver, at temperaturen holdes under 25 grader, bortset fra perioder med hedebølge.
Hvis det er vanskeligt at holde temperaturen i lokalet under 25 grader i perioder, hvor udetemperaturen ikke er specielt høj, vil lokalet ofte være for varmt under en hedebølge. For høje temperaturer kan bl.a. skyldes belysningen, mange mennesker i lokalet, maskiner og skærme samt solskin gennem store, uafskærmede vinduer.
Når det er meget varmt udendørs, er varmetabet til omgivelserne fra et arbejdsrum mindre end normalt. Temperaturen stiger derfor og kan komme over 25 grader. Det accepteres af Arbejdstilsynet. Men meget høje temperaturer kan give gener og være en helbredsrisiko. Derfor bør man tage visse forholdsregler.
Bliver man utilpas og dårlig på arbejdspladsen må man, som ved al anden sygdom, gå hjem.