Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), retsordfører, Sindalvej 4, 6000 Kolding.
Sagen om familien Al Kholi fra Andst og med syrisk baggrund skal nu gå om på grund af nye dokumenter i sagen. Nu er usikkerheden om opholdstilladelse i Danmark eller udsendelse til Syrien sat på pause. Men i virkeligheden burde udsendelsesplanerne helt stoppes.
Det er en god nyhed, at udskydelsen nu betyder, at Hussam får lov til at afslutte kemieksamen og aflevere sit fysik-projekt for at slutte 2.g af. At Dania færdiggør sin HF-eksamen, og Lana får sin 9. klasse.
Selvfølgelig skal unge, der er i gang med at uddanne sig, ikke afbryde den og sendes til et udrejsecenter.
Især når det bunder i en så omdiskuteret vurdering om, at det nu er sikkert i Damaskus-området, og at familien derfor kan vende hjem til Syrien. Der er nemlig 11 af 12 navngivne kilder fra Udlændingestyrelsens rapporter, som tager afstand fra konklusionen om at sende flygtninge retur.
Og hvad er det dog, regeringen ved, som alle andre tilsyneladende overser?
Det vil være en katastrofe, hvis vi sender syrere tilbage til forfølgelse, tortur og drab. Et scenarie, der desværre ikke er helt utænkeligt i Syrien.
Og faktum er da også, at vi rent faktisk ikke har en aftale med Syriens præsident Assad om at tage imod disse mennesker.
Forleden var USA’s udenrigsminister i Danmark. Tidligere i år erklærede han sig enig med FN i, at flygtninge kun bør sendes tilbage, hvis de indvilliger i at rejse frivilligt, og hvis man kan garantere sikkerheden. Ellers bør det ikke ske.
I de situationer, hvor syrere frygter for deres liv, hvad er det så, vi får ud af at tage dem ud af deres dagligdag. En dagligdag, hvor de ikke bare uddanner sig, men faktisk bidrager til det danske samfund og arbejder.