Læserbrev af Gitte Grønbæk (C), byrådskandidat, Fynslundvej 41, 6064 Jordrup.
Kolding Kommune påtænker at optage et nyt lån på ikke mindre end 125. mio. kr. til en i forvejen bugnende kommunekasse. Ganske vist bugner kommunekassen af lånte penge.
Kassebeholdningen er i forvejen på 600 mio., hvoraf de 400 mio. er lånte. I løbet af de sidste 4 år har vi i Kolding Kommune øget vores nettogæld med 300 mio. kr.
Som jeg ser det, kan et lån jo være godt nok. Vel at mærke hvis pengene bruges til velovervejede investeringer i kommunens fremtid. For et lån et lån er jo en vej til hurtigere at nå nye mål for forbedringer i kommunen.
Men der påhviler også kommunalpolitikerne et tungt ansvar, når det skal besluttes, hvad pengene skal bruges til. For det er jo penge som fremtidige skatteydere skal afdrage og betale tilbage.
Og dette kan ud fra et konservativt synspunkt nok virke lidt betænkeligt, når Kolding Kommunes skatteprocent i forvejen er et par procent højere end i nabokommunen Vejle.
Kravet må derfor være, at de mange mio. kr. investeres i ting, som kan tiltrække nye virksomheder og skatteydere til kommunen, så vi på langt sigt øger skattegrundlaget i kommunen.
Altså investering i attraktive erhvervsforhold og bosætning, så Kolding bliver mere attraktiv end andre kommuner.
Kun på denne måde kan vi på den lange bane sikre kommunens udvikling og velfærd, samtidig med at nå målet om en attraktiv skatteprocent, som vi ved betyder noget for tiltrækning af unge børnefamilier i forbindelse med valg at bosætningssted.